Die Mutterorganisation Skole og Forældre ist nicht erfreut darüber, dass in der Debatte ein erhobener Zeigefinger auf die Eltern fast aller anderen Parteien zu hören ist. Für mich ist es nur eine Bestätigung dafür, dass an dem Gespräch wahrscheinlich etwas dran ist, so wie es einige Eltern hier in den Kommentaren tun.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/efter-katastrofal-pisa-peger-pilen-mod-foraeldre-vi-skal-ikke-udpege-syndebukke
Von Fickle-Page1254
20 Kommentare
Ja, det har intet at gøre med at området er blevet voldtaget med dårlig økonomi og fejlslagen inklusion.
Det kan jeg godt se.
Skolen laver om på alt, så ingenting længere virker. Klart at det er forældrenes skyld.
Nu er det ikke for at lyde som en eller anden sociolog, men ærligt talt, så troede jeg at vi som samfund var komment videre fra, at reducere komplekse sociale problemstillinger, til et spørgsmål om personlig moral (eller mangel på samme).
Selv i det omfang at faldende Pisa-resultater delvist skyldes forhold i hjemmet, må disse også undersøges på måder, der er mere nuanceret end spørgsmålet om hvorvidt nogle forældre har været „gode“ eller „dårlige“ til at opdrage deres børn. Hjemmet eksisterer trods alt ikke udenfor samfundet, men dets rammer og forudsætninger er derimod skabt af og i samfundet.
Det er simpelthen ikke en slutning der hjælper os til at løse problemet. Jo, vi kan da give forældrene en opsang, men tror man selv på, at det ændrer på de forhold i hjemmet, der bidrager til faldende læsefærdigheder, i det omfang det måtte være?
At en SF’er står og taler om at respekten for autoriteter skal tilbage, som en eller anden præsteskikkelse, og at børns manglende respekt for autoritet, siger da om noget mere om de højborgerlige, tenderende til reaktionære, tendenser der breder sig i dansk politik, end det egentlig er en løsning på det kritikerne opfatter som problemet.
Selvfølgelig skal vi finde en løsning (hun kalder det syndebuk). Men hvorfor taler ingen om pensum? Jeg så at England og Irland havde forbedret resultaterne, og efter sigende skyldes det en anden tilgang til undervisningen. De har også sociale medier og curlingforældre.
Jeg forstår ikke at det kan være forældrenes skyld. Næh du, bare fordi jeg køber gamer-pc til min 7-årige og en mobiltelefon loaded med endorfininducerende og opmærksomhedsforstyrrende apps … Nej sgu! Det er alle de andre!
/S
Selvfølgelig har skolereformen også noget at sige… Det er jo ikke kun forældrene.
Jeg giver dem til dels ret i, at det ikke kun er dem der bære skyld.
Men de tager samtidig fejl, hvis de tror at de ikke bære en del af ansvaret.
Det er vel også forældrenes lod, men ansvaret er delt, både mellem forældre, skolen og det øvrige samfund (og til dels også længere ud).
Hold op hvor de vaskes hænder. Hvordan kan det nogensinde blive forældrene som
Kollektiv gruppes skyld
Folkeskolen blev ødelagt af regeringens indblanding under lockouten. Antorini og Thorning bærer en stor del af ansvaret udover daværende KL forhandler Michael Ziegler. Det var intet mindre end katastrofalt med den underminering af lærerfaget og misvisende brug af ordet “inklusion”. Man er endt med et system der er dårlig for alle, og i mange år efterfølgende blev lærerne beskyldt for at sabotere implementeringen (pga. gentagende problemer i folkeskolen). Politikere er skrækkelige til at tørre skylden af på andre for at undgå at se indad.
Lad os anerkende katastrofen ved det og vende kursen tilbage mod, hvad vi havde for en folkeskolemodel før.
Man forringer folkeskolen systematisk i årevis og er “overrasket” over det har en betydning. Helt ærligt, er der nogen der køber den? Det er skovsneglenes skyld, og regnen, og grænsekioskerne
I dag spurgte jeg børnene på min stue (børnehave) hvor mange der fik læst højt, 4 ud af 19 …
Peger pilen reelt på forældrene? Var det ikke politikerne der pegede på forældrene?
Nu har vi jo investeret tungt i at gøre skolen sværere og værre for alle, så det er vel bare return of investment?
…plus vi har tilladt sociale medier at deive rovdrift på folks opmærksomhed.
Lidt en killer combo.
Kunne ikke være mere enig.
Man ser det bare i så mange områder af samfundet efterhånden. Folk, hvorved jeg mener en meget stor del af danskerne, er underskudsmennesker og sig selv nærmest. Om det er på arbejdspladsen, skolen, krisetider som under Covid – 19 eller i foreningslivet.
Mig, mig, mig. Hvad kan jeg få, hvad skal jeg bruge, hvad kan jeg kræve, hvordan har mit barn det, hvordan kan mit barn få det bedre, hvorfor får jeg ikke opgaven, jeg bliver overset, det er urimeligt for mig
Mig mig mig
Ok, hvor er det lige børnene tilbringer det meste af tiden, og endda i sammenvær med et professionelt uddannet personale i undervisning kaldet lærere?
Hvordan kan forældre have så stor indflydelse, at børn mister et helt års indlæring?
Jeg er i chok over de mange vikartimer mine børn har. Jeg er i chok over hvor meget af tiden går på alt muligt andet, end undervisning i det grundlæggende. Men jeg blander mig ikke, da det er skolens ansvar.
Blander jeg mig, er jeg en endnu en forælder, der ikke giver lærerne plads.
Blander jeg mig ikke, går jeg ikke nok op i mine børns skolegang.
Det er simpelthen så tyndt at give forældrene skylden.
Jeg bliver altid lidt træt når vi skal finde en syndebuk. Der er behov for at finde forklaringer og årsager til hvorfor det går som det går – så vi kan foretage et holistisk indgreb. Ikke bare at råbe „Det er forældrenes skyld“. Der findes ingen magisk sølvkugle, der kan løse det her ved et hug. Der er ganske enkelt for mange forskellige påvirkninger og årsager til det – og så kan vi finde ud af hvor dybt spaden skal stikkes, når vi udarbejder en plan.
Vi har et skolevæsen der er så godt som udhulet, med undervisere der ofte føler det vanskeligt at finde tid og ressourcer til at hjælpe eleverne, som samtidigt oplever så stor mistro at nogen vil have at de skal lave al deres forberedelse på lærerværelset frem for derhjemme. Samtidigt forventer nogle at lærerne nu er til rådighed 24/7, fordi AULA har gjort det til en forventning, frem for et enormt hensyn, når lærerne svarer kl. 22.30 en søndag aften.
Vi har informationsstrømme gennem sociale medier og nyheder, som kæmper det bedste de har lært med at fange din opmærksomhed, i mere og mere ekstreme udskejelser og tilgange til både viden og underholdning. Ganske enkelt for at aktivere nogle dopaminreceptorer, for at du vælger at kigge på netop deres medie bare lidt længere, fordi så får de bare en smule ekstra reklamekroner i kassen. Vi har nyhedsmedier der bevidst prøver at gør overskrifter så kryptiske og faretruende som muligt – og som i sidste ende virker alt andet end deres opgave voksen.
Som samfund har vi aldrig været mindre sociale og mere ensomme. Sociale fællesskaber bliver færre og længere imellem – og nogle er blevet så vant til at få al underholdning og aktivitet håndfodret igennem en skærm, at det også er den eneste måde de kan forestille sig samvær med andre på. Alene i et rum, med andre mennesker, med hver sin skærm.
Med de indskrumpende sociale fællesskaber og samfundssind, er der også forsvundet en ordentligt portion af det vi i gamle dage kaldte ’solidaritet‘ og sammen med den, en lige så stor del empati. Det er som om at vi som samfund har fået mere travlt med at benytte den løftede pegefinger – og kun yderst sjældent pege den mod os selv. Det er som om at vi kollektivt har besluttet at når nogen gør noget vi ikke bryder os om, så er det af de værst tænkelige årsager – og at vi i det store hele altid er fri for skyld og, i hvert fald, ansvar.
Dertil kommer der også det at være ung og gå i skole. Der er tusinde andre ting der er mere spændende end at lave lektier – og enhver mulighed for at springe over hvor gærdet er, hvis ikke lavest så væsentligt lavere, bliver flittigt benyttet. Sådan har det altid været, uanset om forgreb sig på en ordentlig gang plagiat, skrev en matematikaflevering af i pausen eller simpelthen bare leverede en ordentlig portion venstrehåndsarbejde.
Der er tusinde ting der spiller sammen som skabe den påvirkning. Så vi bliver kollektivt nødt til at finde ud af, hvor meget de forskellige faktorer spiller ind, hvad der kan gøres ved dem og hvilke der giver den mest gennemført og gennemtænkte løsning for vores skolevæsen, vores børn og vores samfund.
Det er undervisningsmetoderne.
I løbet af 2000’erne og 2010’erne gennemførte en række OECD-lande det, der i praksis var det samme eksperiment: de erstattede struktureret, videnbaseret undervisning med konstruktivisme, „fænomenbaseret læring,“ kompetencemål og elevcentrerede metoder. Skotland (Curriculum for Excellence, 2010), Finland (fænomenbaseret pensum, 2016), Holland („het nieuwe leren“) m.fl. Alle er faldet som sten. Finland har tabt ca. 79 point i matematik fra toppen i 2006 til i dag. Holland ca. 54. Danmark 42. 20 PISA-point svarer til ca. et års læring.
To lande gik den modsatte vej. England indførte fra 2010 et videnbaseret pensum med bl.a. obligatorisk systematisk fonetik. Sverige indførte i 2011 (Lgr 11) videnskrav og struktureret evaluering efter at have oplevet det største PISA-fald i hele OECD fra 2000 til 2012. England har holdt niveauet i seksten år. Også gennem corona med skolenedlukninger. Virkede vores undervisningsmetoder burde vi i det mindste se en kurve der vendte så snart eleverne var tilbage i klasserne. Det har vi ikke, tværtimod.
Én vigtig ting om PISA som mange misforstår: testen måler ikke pensum. Den måler ikke om du har lært det din lærer har gennemgået. Den måler om du kan læse en tekst og forstå den, om du kan ræsonnere matematisk, og om du kan tænke videnskabeligt. Det er en færdighedstest, ikke en videnstest. Derfor holder argumentet om at „England og de andre bare underviser til testen“ ikke. Man kan kun forberede elever ved at gøre dem dygtigere.
Er det forældrenes ansvar at sikre, at vores børn er velforberedte og veludhvilet? Ja. Men den totale ansvarsfraskrivelse man hører fra både lærerforening og politikere er patetisk. Vi bærer alle et ansvar, og de eneste der nægter at tage deres lige nu er dem der larmer allermest.
Jeg har [skrevet mere om det her](https://www.reddit.com/r/Denmark/s/bQai0vbnFm) hvis man er interesseret i at falde hurtigt i søvn i aften.
Hvordan kan det nogensinde være forældrenes ansvar. Politikerne har besluttet at de mest effektive timer om dagen der skal forældre være på arbejde og børn i skole. Alle timer ud over dette handler om afslapning, og forberede sin krop til næste dag. Der er klart nogen forældre der fejler i denne forberedelse, men det er ikke et stigende problem. Problemet ligger i at politikerne ikke stiller et ordentligt læringsmiljø til rådigheds for både underviser og elev. Ansvaret ligger derfor 100% på politkerne.
Det er klassisk moderne magtpolitik at skyde alle problemer ud til individuelle ansvar.
Hvis det er forældrenes skyld, og vi er interesseret i at score højt på PISA, så må politikerne jo vise noget lederskab og indføre nogle love der gør det interessant for forældrene at opdrage børn til at score højt på PISA test.
Jeg er træt af at politikerne der har lavet de vilkår man er forældre på i landet render fra deres ansvar.
Hvem har børnene i flest timer i døgnet og imens de er friske? I hvertfald ikke forældrene😅. Så må ledelsen jo finde ud af en balance!
Forældre er blevet dårligere til at klargøre deres børn til skolen, og er for tilbøjelige til nemme løsninger i hjemmet. iPad’en har nok været den største synder i mange år.
Skolerne skal døje med evige reformer der trækker i højre og venstre, bruge mange timer på noget der bliver skrottet et par år senere. (hvor mange husker at have AT på STX?)
Lærere skal håndtere en generation af unger der mangler selvkontrol, og har svært ved at få deres dopaminstrøm afbrudt. De skal også konstant blive kimet ned på Aula, mens de skal lave det papirarbejde man engang havde en skolesekretær til.
Det er ikke udelukkende en forældreproblem, men de er et af problemerne.