Rechtsphilosoph: Die Universität muss nicht nur ein sicherer Raum sein, sie muss auch ein mutiger Raum sein. Die Schüler müssen lernen, mit dem Unbehagen umzugehen, das der Unterricht mit sich bringen kann.

Nej, uha, undervis ikke i noget der kan være øv bøv i de små følelser, lad endelig Vitus-Arne og Dina-Kørvel leve uden udfordring af hverken følelser eller synspunkter.

Jeg forstår ikke helt den fremstilling. Min tid i Universitetet var hverken fuld af safe spaces eller skabte enormt ubehag grundet emnerne.

Blev da intellektuelt udfordret og skulle stille nogle spørgsmål til mig selv om nogle af de ting jeg gik og troede på. Men altså, er det her ikke lidt en storm i et glas vand? Der er sikkert nogle steder, som har safe spaces og hvad så?

Værre synes jeg at være mængden af arbejde der blev forlangt (40 timer om ugen) og oven i det skulle jeg også have arbejde fordi jeg ikke kunne level af SU + SU Lån + man skulle også lige være social + man skulle huske at træne og…… Så altså. Om noget så burde man måske kigge mere i den retning end at være så bekymret for om et universitet ikke burde have et safe space.

Jeg havde engang en forelæser på AAU, som under en forelæsning sagde: „det skal ikke være nemt at gå på universitetet og det er ikke mit job at gøre det nemmere“

Har aldrig tænkt over at han bare prøvede at skabe et „Brave Space“ /s

Det er lidt svært at tage universitetet alvorligt, hvis undervisning kun må indeholde materiale, ingen kan blive stødt af. Så kan man lige så godt droppe halvdelen af historie, religion, krig, kolonialisme, propaganda og jura. Grænsen bør være om materialet bruges fagligt eller til at chikanere nogen, ikke om nogen i lokalet får ondt i maven.

Jævnt enig i, at undervisningsrummet skal være åbent og studerende bør kunne håndtere mødet med ting der udfordrer og vækker negative følelser. Havde bl.a. selv ‚glæden‘ af at se Der Eige Jude i undervisningen. På alle måde en gang afskyeligt had, men som der skrives, opnår man bedst indsigt i f.eks. antisemitisme antisemtiske steroetyper – og andre xenofobiske udladninger – ved at møde dem og deres historie og virkningsmidler.

Jeg synes dog, forfatteren karrikere den kritik der blev rettet mod nogle foredragsholdere og undervisere. Der var, særligt internationalt, eksempler på folk, der ikke blot præsenterede xenofobisk, sexistisk etc. materielle, men reproducere dets logikker. Der er det fint at protestere, om ikke andet fordi, videnskaben ikke holder. Hermed ikke sagt, ar der ikke var mennesker, der blev lige lovligt ivrige.

Derudover: Er jeg den eneste der undrer mig over, hvor alle ytringsfrihedsforkæmperne er blevet af? Der var ca. en million artikler, læserbreve og God Morgen Danmark interviews over de grusomme begrænsninger ytringsfriheden mødte, når reaktionære talere blev mødt med modstand. Nu ser vi bl.a. UK fængsle Palæstina-aktivister bære de forkerte skildte og et USA, hvor videnskab, (museums)formidling og undervisning tvinges ind I ideologiske rammer. Og nærmest ikke pip selvom folk fyres for at tale om LGBTQ+, udstillinger om slaveri fjernes, hele videnskabelige områder ikke kan få midler m.m. Altså hvor fuck er alle de der ‚Give me free speach or give death!‘ folk blevet af?

Edit: Første neddut efter få sekunder. Tæt på poetisk lige i denne tråd 😃

Jeg har en humanistisk/samfundsfaglig kandidatgrad og blev selvstændig med noget helt andet, fordi jeg ikke kunne holde ud at have den slags pseudoarbejde, min uddannelse gav adgang til.

Nu er jeg begyndt at læse til pædagog, fordi toldkrige og strædeblokader har fået min forretning til at føles en kende usikker. Det betyder, at jeg sidder til undervisning med mennesker, der er en del yngre end mig selv.

Jeg oplever en følsomhed, jeg aldrig mødte på universitetet. Da jeg læste (færdig i 2011), fyldte religion cirka 0 %. Nu føles det, som om det fylder mindst 50 %.

Mange har svært ved at forstå, at ikke alt handler om dem. At noget godt kan blive præsenteret for at understøtte et argument, åbne en måde at tænke på, vise en fuld pakke af positioner og de enkelte positioners interne logik, eller blot stimulere refleksion, uden at det er et personligt angreb eller underviserens holdning.

Det er især tydeligt omkring religion. Jeg har oplevet en medstuderende begynde at græde og konfrontere underviseren, fordi der blev vist et klip med en handicappet mand, der drak sig stiv på Roskilde og fik sine venner til at hænge sig op på et kors. Det blev opfattet som en hån mod Kristus, der var *snøft, snøft* død for vores synder.

Jeg oplever også de der drenge, der er helt vilde med Jesus og MMA og taler om, at man ikke skal blive kærester med en pige, der kan finde på at gå i byen. Det tog mig lidt tid at få mit lightbulb-moment omkring den kombination, og de kan slet ikke være i det, når der bliver talt om køn og identiet.

Og så er der det mere generelle problem: mennesker, der kan finde på at sige, at pædofile burde steriliseres, fordi de tror, det betyder det samme som “kastreres” – og som stirrer blankt, når man spørger, om de er bekymrede for, at præpubertære piger skal blive gravide i forbindelse med overgreb.

Det er ikke følsomheden i sig selv, der undrer mig. Det er kombinationen af stærke moralske reaktioner, religiøs selvsikkerhed og en næsten total mangel på nuancer og begrebslig præcision.

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor meget af det, jeg oplever af forskel, der kan tilskrives en generationseffekt og hvor meget, der måske kan skyldes, at mine medstuderende på pædagogstudiet generelt har nogle andre forudsætninger, end mine medstuderende havde på uni.

Sig det til politikerne der bliver krænket.

Har retsfilosoffen studeret jura eller filosofi på universitetet?

Gen Z ødelægger alt de kommer i nærheden af.

Anbefaler alle på det sterkeste å se dokumentaren „Speechless“ (2026). Laget av CBC/BBC.

Det viser hvor jævla sinnsykt det er borte i USA. Mest crazy jeg har sett i år.