Die unsicheren Arbeitsbedingungen der Forscher gefährden das freie Denken in Dänemark. Obwohl dänische Forscher nicht dem gleichen politischen Druck ausgesetzt sind wie in den USA, können wir uns nicht einfach zurücklehnen und darauf vertrauen, dass das Denken in diesem Land völlig frei ist. Leider erleben wir das Gegenteil

Som forsker er helt enig i, at det er stressende, ikke at vide hvor lang tid min ansættelse holder. Jeg synes også det er meget sigende, at samtlige af artiklens afsendere *er* fastansatte, og altså ikke skal frygte for dagen og vejen (så vidt jeg kan se står de alle som lektorer). De repræsenterer unge forskeres stemmer, men det havde været fedt hvis de havde haft nogle unge forskere med sig også.

Hvis jeg skal være ærlig har jeg dog også svært ved at se et godt alternativ? Vi har i Danmark allerede flere Beskyttelses tiltag, der skal forhindre at vi ender i uendelige midlertidige ansættelser. Vi har en af de korteste PhD uddannelser. Vi har maksimalt 4 år som postdoc, og 6 år på adjunkt niveau. Hvis man vil være midlertidigt ansat længere, så skal man have været i udlandet (det skal man nu alligevel for at blive fastansat, så det er en ringe beskyttelse). Men det giver os samlet set en god mekanisme til at „skubbe“ folk ud i det private (af mangel på et mere venligt billede)

Men sagen er vel den, at vi er mange som finder forskning både forundrende og underholdende, og gerne vil bedrive tiden ned den. Og så er der kamp om pladserne.de fastansatte forskere kæmper allerede om de studerende, da en stor del af det reelle forskningsarbejde laves af kandidat/PhD studerende og postdoccer. Hvis man fastansatte alle de som ønsker fastansættelse, ville systemet bryde sammen.

Det er også en stor udfordring at langt den mindste andel af forskningen er offentligt finansieret. Når man er til konference med danske forskere er det langt oftere Carlsberg og Novo fondene der takkes for at støtte forskningen, and den fri forskningsfond. Det kan jo også ligge et hvidt pres på nogle typer af forskning.

De penge som offentligheden ligger i universiteterne går til uddannelse, ikke til forskning. Og det kræver nogle fundamentale systemændringer, hvis man vil den fordeling til livs. Der er dog nogle tiltag i gang, men det er ikke noget der sker fra den ene dag til den anden.

Hvis man vil være videnssamfund skal man støtte vidensarbejdet. I Danmark har vi travlt med at blokere unge fra at komme på gymnasiet, tage pengene fra uddannelses- og forskningsinstitutionerne, gøre Danmark uattraktivt for højtuddannede immigranter, og kræve fyring af de „kolde hænder“… Vi gør alt hvad vi kan for at bekæmpe det danske videnssamfund.