Der Kern dieses Artikels ist die Sorge, dass Männer es nicht mehr wagen, Frauen zum Tanzen und/oder Komplimente aufzufordern, weil sie – wegen #metoo – Angst davor haben, als Sexualstraftäter geoutet zu werden.
Als Frau wundere ich mich oft über diese Sorge.
Bei #metoo geht es um Fälle, in denen die sexuellen Übergriffe von einem Chef/einer Person mit Einfluss auf das eigene Leben/Arbeitsleben begangen werden, weshalb es schwierig sein kann, sich klar zu äußern, da das Opfer möglicherweise Repressalien/negative Konsequenzen in Bezug auf seine z.B. Arbeitsleben.
Wenn Sie als Mann eine Frau auf die Tanzfläche bitten, muss er keine Angst haben, als Sexualstraftäter gehängt zu werden, solange er sie nicht sexuell belästigt.
Wenn Sie Zweifel haben, ob Sie sie während des Tanzes umarmen dürfen, können Sie fragen: "Darf ich dich umarmen?"
Im Grunde ist mein Standpunkt: Wenn man nicht den Vorwurf haben möchte, ein Grusel zu sein, dann ist es ziemlich einfach, keine gruseligen Dinge zu tun. Wenn Sie nicht genau wissen, was in den Augen einer Frau unheimlich ist, können Sie den Mund öffnen und ständig um Zustimmung bitten.
Der ganze Artikel riecht stark "Jetzt ist es dir nicht einmal mehr erlaubt, mit einer Frau zu flirten". Ja, es ist eine Schande, dass du das tun musst.
Aber du darfst nicht einfach hemmungslos damit beginnen, eine Frau zu befummeln und an ihr zu reiben, als wärst du eine geile 14-Jährige bei deiner ersten Limonade-Disco, weil du ihr Ja dank eines Tanzes als ein Ja dank sexuellem Kontakt interpretiert hast.
Also, liebe Männer: Geht in die Stadt, lächelt und redet, bietet etwas zu trinken und zu tanzen an, schaut ihr in die Augen, lacht und albert herum und schwingt sie herum. Und dann sagen Sie Danke für den Tanz. Wenn sie das zweite Mal „Ja“ sagt, möchten Sie vielleicht fragen, ob Sie etwas näher tanzen sollten. Wenn sie nein sagt, lächelst du einfach und tanzt unauffällig, ohne wütend und beleidigt zu werden. Wenn sie „Ja“ sagt, dann weiß man, dass die Zustimmung zum engen Tanz vorhanden ist.
Aber wenn man dann anfängt zu knurren und zu reiben, geht der Kriechalarm los.
Es sollte wirklich nicht so schwer sein.
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2025-12-08-vi-mister-den-uskyldige-leg-paa-dansegulvet-lyder-det-i-opraab
Von anewfaceinthecrowd
26 Kommentare
Ja, hvis alle samtlige kvinder tænker og agerer helt logisk har du ret. Men ligesom kvinder er nødt til at generaliserer mænds adfærd for at beskytte dem selv, er mænd ligeledes nødt til det samme. Der skal kun én kvinde med dårlige intentioner til, ligesom der for kvinder kun skal én mand med dårlige intentioner til at ødelægge ens omdømme.
Men tror nu det er fint at folk stopper med at gramse løs når de danser og er enig i at det ikke burde være svært lige at spørge om det er i orden at røre ved den anden.
Stråmænd er der da nok af. Men ok, det er jo også juletid.
Metoo handler bla. om det du skriver, men det handler også om uønsket kontakt med mænd som kvinder ikke finder attraktive.
Derfor er mænd tilbageholdende, for de ved ikke om den pågældende kvindes holdninger før man har henvendt sig.
Pæne mænd kan tillade sig langt mere over for kvinder, end grimme mænd, før det er en krænkelse. Det hedder pretty privilege og er dokumenteret.
Jeg vil gerne bruge metoo som undskyldning for ikke at skulle danse.
Der er kun en vej: Genindfør balkortet…
https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=balkort
Nem løsning men kræver tid og kulturændring – kvinderne må vende sig til at tilkendegive interesse, så manden ikke er bange for at træde forkert.
Kh kvinde slut 30er, som har scoret SÅ meget på at tage initiativ.
Jeg gider ikke byde kvinder op til dans, for de 100 gange jeg har gjort det over de sidste 15 år er jeg blevet gramset på, fået hældt øl og breezer ud over mig og smidt i ansigtet, blevet gjort nar af, offentligt udskammet og kaldt alle mulige ting som creep, klamme, og voldtægtsmand (dørmanden hørte det og smed mig ud). Ud af de 100 gange lykkedes det mig 5 gange at få kontakt, men de havde mere travlt med at få mig af banen så de kunne danse med mænd der var pænere end mig, så jeg stod tilbage på sidelinjen, mut og uforstående for hvad jeg havde gjort forkert. Jeg tænker umiddelbart at jeg ikke er pæn nok. 🙂
Så nej, jeg har ligesom ikke rigtig et ønske om at danse med kvinder. Ikke fordi jeg er bange for at røre uheldige steder, men fordi jeg ikke gider stå og ligne en taber igen på den måde.
Har aldrig forstået idéen med firma julefrokoster. Jeg vil sku hellere lave en lille privat julefrokost, med et par kollegaer jeg kan lide og så have en hyggelig aften, end 50-100 fulde mennesker jeg ikke kender og blæsende musik. Det løser også danse problemet, for når det er nogen man allerede klikker med og forstår, så ved man (forhåbentligt) hvor grænserne går.
Artiklen har da fuldstændig ret. I den her tråd har vi allerede konkluderet at „det er fuldstændig pinligt, hvis man ikke ved hvor grænsen går“ Som om det er naturinstinkt alle mænd bare er født med. Og at det er kvinderne der skal tilkendegive interesse, og så kan vores i forvejen sløje fødselsrate da ellers gå i nul mens vi venter på den kulturændring.
Det der undrer mig mest er de kvinder man lige skal spørge „må jeg lige tage dig om livet“ når man er på dansegulvet, og om „vi skal danse lidt tættere“. Virker det her nogensinde i praksis? Er det ikke bare den sygeste moodkiller?
OP opstiller en situation hvor alle mænd „godt må flirte“ men selvfølgelig skal tyde samtlige signaler 100% korrekt for ikke at være „en creep“ (aka en der gerne vil score). sådan virker verdenen bare ikke
*“Hvis man som mand byder en kvinde ud på dansegulvet, så bør han jo ikke frygte at blive hængt ud som sexkrænker“*
Bare vent til det en mand med en kvinde de mener er for ung😒. Så det gratis. Normaliseret. Ligeså meget som udtrykket *“gammel gris“*, hver gang manden er 35-40+ år gammel.
*“Hvis man ikke helt ved, hvad der er creepy i en kvindes øjne, så kan man jo åbne munden og spørge og løbende søge samtykke.“*
Som autist må jeg bare lettere punktere det her:
– Creepy er 100% subjektivt. Ergo er der ingen garanti. Man skal følge grundregler for at højne succes chancen. Eksempelvis: jeg kommer hen til dig og spørger om dans. Men jeg glemmer som autist, ikke at undlade at stirre dig ind i øjnene. Du kigger væk, men det gør jeg ikke (vores interaktion er jo ikke færdig og jeg vil ikke gå glip af nogen signaler), ok, nu er jeg creepy fordi jeg bare stirrer. 🙄… Så lad os sige jeg kigger væk normalt og cyklisk, men derimod ikke modulerer mit entusiasme niveau, og dermed smiler stort og virker super energisk… Eller hvis jeg går direkte hen til dig og spørger, uden at gøre det lidt langsommere, måske lige sige mit navn eller lignende. Og så videre. Der er uendeligt mange små og store landminer. Og hvad hvis jeg bare har fejlvurderet din alder og du er 16 og jeg er 37, ups. Men hvad så hvis jeg udelukkende vil danse og valgte dig, fordi du virkede sjovest, men UDEN AT JEG OVERHOVEDET HAR LYST TIL NOGET SEKSUELT OVERHOVEDET, så vil folk stadig dømme mig *hårdt*. For de fleste siger ikke ting direkte, så jeg bliver klar over dem. I stedet bruger de NT kommunikation, som er indirekte og vag på alskens måder; især for en autist. Bum, jeg kan *ikke engang spørge* hvad problemet er, hvorfor folk måske stirrer på mig med en grimasse eller lignende.
*“Men man må ikke bare uhæmmet begynde at gramse og gnubbe sig op af en kvinde“*
Og således er der problemet i flirten. Fordi flirten er per definition, en slags mental insinuering af dybere interesse. Så man skal både gå over *nogle* grænser, men ikke *andre*. Og det er sådan en balancegang, når det skal gøres med det fakto bind for øjnene, i et ukendt følelsesmæssigt og socialt landskab, der ligesom statsborgerreglerne ændrer sig løbende.
Eksempelvis, er det for mange ligeledes enormt utiltrækkende HELE TIDEN at blive spurgt om lov. Her får du segmentet af kvinder der siger „tager styringen“ som èt af deres kerne fantasier om den ideelle flirt. Det ironiske er jo bare, at de kun vil have nogen tager styringen, mens de giver samtykke til det – hvilket en mand ikke kan vide på forhånd. Dermed bliver dit råd om sædvanlig høflighed ligeså meget et selvsaboterende råd i en del scenarier og så er vi tilbage ved „nice guy“ problematikker, hvortil en del af de søde fyre i al deres godhed og sødhed, helt vil undlade at flirte med nogen kvinder, fordi dette ender med at være det eneste scenarie hvor de ved hvad resultatet bliver!
Du jo tydeligvis den bramfri åbne type og derfor kan du sige de ting du siger i dit OP – men du kan per definition ikke tale for dem der ikke er åbne som dig, da de sandsynligvis aldrig ville sige noget offentligt.
Ahmen, man bliver så træt af den slags artikler 🙈
Hvis den “leg” altid havde været så uskyldig, så havde det nok været en leg, som alle havde nydt.
Det lignede kun en leg, fordi kvinderne og dem lavest i hierarkiet tog en masse forbehold og lod som om det var en god leg.
Sørgede for at dreje hurtigt rund, når dansemakkerens hånd kom på afveje for 5. gang.
Sørgede for at hive en kollegaen væk med en undskyldning, når hun tydeligvis ikke brød sig om at blive trukket tæt ind af chefen.
Jeg er i tvivl, om der overhovedet findes nogen uskyldig leg, når det kommer til dén setting…
Jeg gad godt, at det kunne være uskyldigt – at alle kunne danse og bare være i musikken og sammenholdet.
Men først er de ubehagelige sandheder nødt til at komme frem. Nu deler vi ansvaret mere end før.
Så er det bare ærgerligt, at det virker som om der er mange mænd, som er mere bekymret for at blive falsk anklaget, end de er for rent faktisk at overskride andres grænser.
En kvinde kan ødelægge dit liv med en beskyldning. Alle har forskellige grænser, mænd er nød til være super forsigtige, for sæt nu man gør noget galt. Hvis det går galt, har man intet forsvar og er dømt på forhånd. Selv hvis frikendt, er man permanent stigmatiseret og mister nok hele sit liv. Hvordan kan det være svært, at forstå mænds paranoia ?
Det er jo ikke spørgsmålet om det man gør er forkert. Det er spørgsmålet om det bliver opfattet som uvelkomment. Uanset loven, bliver man jo stadig dømt af folkedomstolen. Hvis man bliver anklaget og frifundet, er man stadig dømt.
Din forsimpling rammer squ lidt ved siden af må jeg indrømme. Men hvis det er så skide simpelt hvorfor byder kvinderne så ikke bare mændene op til dans?
Så meget som det har fyldt i medierne de sidste mange år så er det da helt naturligt at mænd bliver i tvivl om hvordan de skal agere overfor kvinder.
Hvis grænserne er så nemme og fast definerede kan du så ikke lige skrive dem her?
Folk som i forvejen var tilbageholdende og bange for at overskride grænser, blev kun skræmt endnu længere væk af MeToo og alt det omkringliggende. For dem lød det som skæld ud for, at være nogle klamme svin.
Folk som MeToo netop var henvendt til, dem som er dybt grænseoverskridende, var og er stadig pænt ligeglade.
Hensigten var god, men nogen gange rammer ens budskab forkert, både i målgruppe og opfattelse 🙂
Du har hvis tydeligt ikke tænkt det her igennem fra andre vinkler ind din egen.
Men så må du jo bare begynde at tage initiativ istedet for at klage over mænd ikke gør det.
Der hersker så mange forskellige fortællinger om hvordan kvinder vil behandles i dén forstand, og så er det lidt svært at vide hvad der er op og ned. Det er jo ikke „bare lige“ når halvdelen af de gængse råd går på at kvinder ønsker mænd der „tager kontrollen“ og „man-handler“ dem.
>Dybest set er min holdning: hvis man ikke vil beskyldes for at være et creep, så er det ret nemt at lade være med at gøre creepy ting
Som udgangspunkt enig i de ting du siger (er selv mand), jeg har dog oplevet på egen krop eller hos venner at mand blev behandlet, som et creep fordi der overhovedet blev spurgt.
Der mangler måske også lidt intiativ den anden vej fremfor at ligge det hos manden? Tænker det kan afbalancer forventninger og opførelse over tid.
Byd på en drink og dans? Næ. Det kan du da selv gøre. Danske kvinder har kæmpet for at erodere alt, hvad der hedder traditionelle kønsroller. Så kan I da selv komme ind i kampen og byde manden på en drink eller dans. Man kan ikke både blæse og have mel i munden.
Alla som inte dansar är våldtäktsmän
https://youtu.be/BbH5A_DKYGk?si=QOhfZvumielH2UyF
Sorry men det er edermame nemt for dig at sige “som kvinde jeg undrer jeg mig over den bekymring”.
Jeg kender en der, efter et almindeligt arbejdsmøde, rejste sig og på vej forbi en kvindelig kollega lige “klappede” hende på skulderen og sagde “Nå, skal vi gå til frokost?”
Det havde hun, for some reason, slet ikke kunnet have. Han blev meldt til HR og kørt gennem HELE maskinen. Hele lortet som om han var seriekrænker.
Fordi hele processen drejede sig om hvad hendes oplevelse var og hvordan hendes følelser om det der var sket var. Ikke med. Udgangspunkt i en objektiv betragtning om hvad der faktisk skete. Og husk at der altså var flere mennesker i det mødelokale, så det er altså ikke fordi det var hans ord mod hendes.
Siden da har han ikke så meget som givet kram til kvindelige kollegaer i nogle settings. Han nægter. De kan få et håndtryk som alle andre, fordi han har prøvet worst case scenariet.
Selvfølgelig er de “ægte” #metoo sager forfærdelige, men at stille sig undrende overfor hvorfor nogle mænd er blevet bange for at blive falsk beskyldt for alt muligt (hvor de faktisk ikke har gjort noget), der er bare naivt.
I Thyborøn er stående samleje forbudt. Man er bange for, at det udvikler sig til dans.
Citat: Johnny Madsen
På mit arbejdsplads blev en mand kaldt til møde hos HR fordi der var en kvinde der syntes han kiggede for meget på hende.
Uønsket kontakt, eller uønsket blik, handler i mange tilfælde om hvis kvinden synes manden er pæn eller ej. Hvis han er pæn, er det super. Hvis ikke, ring til HR.
Måske det er en simple cost-benefit kalkule.
Nu handler artiklen jo om julefrokost i firmasammenhæng. Selvom det da ville gå godt i langt de fleste tilfælde og den opførsel man lægger for dagen er pæn og acceptabel, er der alligevel en risiko, der desværre ikke er nul. Det er jo sjov og ballade lige indtil det ikke er det mere.
Hvor man så før i tiden kunne komme tilbage, hvis noget gidt lidt skævt, give en undskyldning dagen efter, er det i dag en hel karriere der står på spil. Man kan risikere at tabe hele sit levebrød og mange års investering i en karriere. Er det risikoen værd for?
Til ende og anden er det nok et spørgsmål om tillid. Tillid til at kvinder generelt og ledelsen specifikt kan og vil behandle mænd fair og ordentligt. Den tillid tror jeg er forsvundet for en del mænd.
Som mand er det ikke det værd pg tage chancen. En hentydning af en anklage er nok til at ødelægge dit ry.
Det er langt mere konstruktivt at holde det 100% professionelt.