Aus einem Artikel über DR über „Heilungsfiktion“, der den Menschen ein warmes und angenehmes Gefühl verleiht.
https://i.redd.it/tfod6jzuprgf1.jpeg
Von efficient_giraffe
Aus einem Artikel über DR über „Heilungsfiktion“, der den Menschen ein warmes und angenehmes Gefühl verleiht.
https://i.redd.it/tfod6jzuprgf1.jpeg
Von efficient_giraffe
16 Kommentare
Jeg ved ikke om journalisten gør det med et glimt i øjet, eller de bare aldrig har set Grave of (the) Fireflies. Det er måske ikke lige den film, jeg ville bruge som eksempel i en artikel om „feel good“ litteratur.
Grave of the Fireflies er vel egentlig det dårligste eksempel, de overhovedet kunne have valgt.
Jeg har ikke set grave of fireflies, og med alt hvad jeg har læst om den tror jeg bare det forbliver sådan.
Verdens mest sørgelige film 😅
Et andet godt eksempel må vel være Hachi-ko, hvad er mere healing og feelgood end en historie om en loyal hund?
„Fortæl mig, at du ikke har nogen anelse om hvad Grave of the Fireflies er, uden at sige det direkte“. Det er en decideret „feel bad“ film.
Det er for vildt
Fuck hvor er det grineren 😆😆😆
Jeg forstår ikke at de anvender begrebet „k-healing“. Hvad står k’et for? Det er forhåbentlig ikke det samme som i „k-pop“, for så er det også helt skidt at vælge Studio Ghibli som eksempel.
u/efficient_giraffe kan du dele et link til artiklen?
Hvis man betragter katarsis som „healing“, ja, så er det den rigtige film 🥴😭
Enten er det en bevist vits, eller også ved vedkommende ikke en brik om japansk film. Udover Graves modstridende plot med pointen, er det iøvrigt heller ikke en Miyazaki film, og det er da vel nærmest ham, der er Studio Ghiblis ansigt udadtil, og som står for alt det nuttede.
Fortæl mig du ikke ved noget om emnet du skriver om uden at sige det direkte
Grave of the Fireflies er også min komfortfilm😊😊
Det næste bliver en artikel om kapitalistisk fremgang og bruge et billede fra Prinsesse Mononoke.
„en genre af … litteratur, der fokuserer på feel good-fortællinger. Fortællingerne har ofte elementer som magiske katte, små mirakler og livsbekræftende temaer …“
Det lyder i det hele taget som en genre, der er opfundet med det ene formål at forøge misantropi.
Det er pinligt lol. Det er ikke en film man hygger sig til.
Lidt „hyggeligt“ trivia: Filmen er baseret på en semi-biografisk bog. Forfatteren skrev en version af hændelserne efter bombningen af Kobe, hvor storebroren gav alt hvad han havde til lillesøster og døde kort efter hende, fordi han følte sådan en skam over at have gemt mad til sig selv og overlevet mens hans små søskende døde af sult.