Die Alternative und die liberale Allianz sind sich voll und ganz einig: Mehr Geld muss für die Bürger zurück sein

> Men inden nogen får kaffen galt i halsen og tror, at vi i Alternativet nu helt har skiftet retning og tilslutter os minimumskatter, så bare rolig. For godt nok er vi er enige i princippet: Pengene i råderummet er vores fælles opsparing, og hvorfor ikke i højere grad sende dem tilbage til borgerne?

> Vi tænker selvfølgelig på civilsamfundet – på de tusindvis af frivillige foreninger, netværk og ildsjæle, som hver dag løser opgaver, det offentlige hverken formår eller formår at rumme. Det er demokrati i praksis. Det er velfærd, skabt uden drejebøger fra Christiansborg.

….

> Og inden nogen når at sige: ”Det er jo frivilligt arbejde, så det er jo gratis,” vil jeg gerne mane den vildfarelse til jorden: Civilsamfundsorganisationerne har naturligvis brug for penge – til lokaler, til administrative ansatte, der kan holde styr på de frivillige, og måske til fagpersonale, som skal sikre kvaliteten.

…

> Liberal Alliance vil frisætte individet. Det vil vi også. Men hvor de ser frihed som fravær af skat, ser vi frihed som nærvær af muligheder. Hvor de vil give penge til de få, vil vi give magt til de mange. Civilsamfundet er nemlig ikke lidt ekstra pynt i kanten af velfærdssamfundet, men selve dets kerne. Ikke et supplement – men et fundament.

> Så ja, lad os sende flere penge tilbage til borgerne. Men lad os begynde med dem, der allerede har betalt med deres tid og omsorg. Vi håber, at vi kan få Liberal Alliance med på denne idé – for vi er trods alt enige om én central ting: Vi skal have mere magt tilbage til borgerne og lidt mindre magt til staten.

Jeg læser med stigende kvalme, men desværre ikke længere med forundring, når Alternativet med fløjlsrøst og bæredygtige fraser udbreder ønsket om at styrke civilsamfundet gennem investeringer i det, de kalder „nærvær“, „frirum“ og „demokratisk deltagelse“. Man kunne næsten tro, at det var en oprigtig tro på det levende mellemmenneskelige, der motiverede dem, hvis ikke det hele bar præg af en klæbrig, pyntelig ompakning af den samme gamle neoliberale frasigelse af ansvar. En velfærdspolitik uden velfærd, et frisættelsesprojekt uden frihed.

For hvad er det egentlig, der her foreslås? At staten, efter selv at have udpint, centraliseret og affortryllet store dele af den sociale infrastruktur, nu skal returnere en promille af sin magt til civilsamfundet, så dette i taknemmelighed kan agere medforvalter af de opgaver, staten ikke længere kan eller vil løfte. Ikke som ligemand, ikke som fundament, men som supplement. Et slags velduftende plaster over systemiske sår, der for længst er begyndt at danne skorper af ligegyldighed.

Når Ventilen og Mændenes Hjem nævnes som eksempler på næstekærlighed i praksis, spørger jeg mig selv: Hvorfor skal de overhovedet eksistere i en stat, der bryster sig af at være et velfærdssamfund? Hvorfor er det blevet nødvendigt med netværk og ildsjæle og brobyggere, hvis systemet fungerede efter sin egen præmis? Det bliver aldrig spurgt, for det ville afsløre hele manøvren: At staten nu ynder at outsource sin menneskelighed, men gerne tager æren for resultatet.

Der tegnes et billede af det offentlige som noget klodset og fjernstyret, og civilsamfundet som det nære, det levende. Men det er en farlig og bekvem dikotomi. For sandheden er, at det nære også kræver struktur, stabilitet og ressourcer, ikke blot tak og likes. Og når frivilligheden bliver strukturbærende, når nødhjælp bliver norm, så har vi ikke længere et civilsamfund. Så har vi en sort økonomi af omsorg, hvor borgeren ikke længere er rettighedsbærer, men klient hos godhjertede amatører med underskud og varme hænder.

Vi skal ikke juble over, at ildsjælene klarer det, staten svigter. Vi skal skamme os. Og vi skal ikke kalde det investering, når man skubber ansvaret fra sig i moralens navn. Man kan ikke både sige, at staten skal give magten fra sig, og samtidig nægte at finansiere det, den har opgivet. Det er ikke decentralisering. Det er afmagt forklædt som vision.

Derfor: Når Alternativet, i et skævt spejlbillede af Liberal Alliance, ønsker at sende “pengene tilbage til borgerne”, så er det ikke en revolution. Det er make-up. Politik som kosmetik. Og civilsamfundet som foundation over den sociale afvikling. Det er ikke værdigt. Det er en ompakning af velfærdens fallit i bæredygtige metaforer.

Måske burde vi først spørge os selv, hvorfor de ildsjæle brænder. Og hvem det egentlig er, der holder lighteren.