Hat DK eine Energiepolitik?

Det går i alt fald langsomt. EU bruger flere penge på russisk gas end støtte til Ukraine.

Og under 1% af landbrugets areal kunne levere energi svarende til alt dansk strøm. Imens vi skattestøtter landbruget til at smadre havet, naturen og grundvandet.

Danmarks energipolitik er summen af en række politiske aftaler og brede forlig. Der er ikke ét samlende dokument. Du kan danne dig et [overblik over de gældende aftaler her](https://www.kefm.dk/aftaler).

I store træk kan siges, at Danmarks energipolitik står på flere ben, hvoraf de måske mest prominente er

* udbygning af havvind,
* sol og vind på land,
* elektrificering af varme og transport,
* udbygning af fjernvarme og udfasning af olie- og gasfyr
* energieffektiversing(støtte)
* investeringer i elnettet, herunder udlandsforbindelser,
* investering i power-to-X og brintrør til Tyskland

Mht. dit spørgsmål, så er ordet ‚overskudsstrøm‘ lidt en forsimpling, som måske er kontra-produktiv. Batteriet på Bornholm skal først og fremmest støtte driften af elnettet på en ø, der i ny og næ oplever afbrud fra fastlandet, og hvor der er en stor del vedvarende energi. Værdiskabelsen kommer ikke så meget fra at købe strøm billigt og sælge det dyrt, men fra at kunne undgå dyrere investeringer til at sikre elnettet.

Den anden historie, med methanolanlægget i Kassø, handler om at bruge strøm til at producere brændstof. Her er heller ikke rigtigt tale om ‚overskudsstrøm, men snarere at anlægget benytter strøm fra elnettet, som er relativt grønt, til at producere grøn methanol.

Både Bornholm- og Kassø historierne er udtryk for spæde tendenser og satsninger, mere end egentlig energipolitik.

Energipolitikken handler om mange ting, herunder disse fire:

1) Videst mulig elektrificering: Ting, der i dag kører på benzin, diesel, olie, gas mv., skal køre på el. Vi skal af med benzinbiler, gasfyr, olieopvarmede drivhuse, el-lastbiler. Alt der kan elektrificeres direkte, skal elektrificeres.

2) Det, der ikke kan elektrificeres direkte, skal køre på co2 neutrale brændstoffer – altså power-to-X. Det kræver massive mængder af strøm at producere grøn brint, der kan laves til metanol til fragtskibe eller e-SAF til fly. Og det kræver i øvrigt også strøm at indsamle den grønne co2, der skal bruges sammen med brinten.

Brintproduktion kan skrue op og ned for forbruget, men anlæggene er så dyre i anlægsomkostninger, at de kommer til at 24/7.

3) Danmark skal være selvforsynende med elektricitet, derfor de store havvindsudbud. På en dag med god vind vil én af de store parker producere 25 % af vores nuværende forbrug. Men vores strømforbrug vil blive 4-8 doblet jvf ovenstående.

4) Vi skal køre mest muligt på VE – men der er behov for balance, så der er strøm også når der går en sky for solen eller en russer smider ankeret over strømkablet. Det skal vi bruge batterier til. Alternativet er, som de gør i Tyskland, at bygge en bunke gasdrevne anlæg, der skal køre 10 nætter om året under en dunkelflaute

Danmark har ikke en „rigtig“ energipolitik, som du efterlyser det.

Ligesom Danmark ikke rigtigt har nogen anden politik på noget som helst, og ikke har haft det længe.

Det er fordi, at vi er et demokrati, som har været et demokrati så længe at systemet er blevet fragmenteret og radikaliseret.. Så i stedet for at Danmark har en energipolitik, så har hvert parti en energipolitik, og hvor meget indflydelse et givent partis energipolitik får er til hver en tid afhængigt af hvad partiet har af indflydelse og hvordan det prioriteres (Eksempelvis energipolitik kontra indvandringspolitik).

Hvis man påstår andet, så er det fordi man enten ikke forstår den styreform vi har eller ikke er villig til at acceptere konsekvenserne af den. Demokratier med moderne massemedier og sociale medier er politisk utroligt ustabile.

Så eksempelvis, så var der engang, hvor nærmest hele det politiske spektrum støttede sol og, særligt, vind. Men det er nu blevet radikaliseret og fragmenteret. Der er kommet store vælgergrupper, som nu hader vind og sol, og disse vælgergrupper bliver bejlet til af forskellige partier.

Et land kan kun have en „energipolitik“, hvis et land har en konkret plan for at opnå mål som strækker sig over 10-20-30 år. Ellers så er det bare en gang politiske studehandler, som kan ændre sig fra én mediesag til den næste.

Det bedste eksempel, som ingen bør kunne være uenige i, er Kina. Der bliver de næste 10-20-30 års politik nøje planlagt af tænketanke, fyldt med fageksperter, og deres rapporter og forslag bliver så gennemgået og godkendt af medlemmer af kommunistpartiet, som igen er fageksperter, inden det filtreres op til de politiske komiteer, hvor det ikke nødvendigvis er fageksperter.

Hvorvidt det så er bedre må være en personlig vurdering. Men det er ingen tvivl om, at hvis du skal planlægge investeringer som virksomhed, så er det nemmere i et land som har en stabil, forudsigelig og kendt politik.