Todesstrafe und Volksjagd auf ‚deutschen Oberschenkel‘: Die Danes ‚Rache -Durst tobten nach dem Zweiten Weltkrieg
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/historie/doedsstraf-og-folkejagt-paa-tyskertoeser-danskernes-haevntoerst-rasede-0?utm_term=Autofeed&utm_medium=Social&utm_source=Facebook&fbclid=IwY2xjawKFdMFleHRuA2FlbQIxMQBicmlkETBjZHFHbTFWS000bHNoRm8wAR6pCwhN7McSAhOzn6rajDokr1jp9YxgWrtplI5LqvX_JX1iqQdhT47ZqZdGtQ_aem_rLmD7hKemxU3LPEYsZqAAw#Echobox=1746379638
Von WolfeTones456
12 Kommentare
Ja for de skulle jo endelig ikke gå efter regeringen og firmaerne som samarbejdede alt for tæt med nazisterne. Det var meget nemmere at gå efter folk uden indflydelse.
Det er en skandale at så mange i toppen helt slap for konsekvenser
Men det var da også interessant at mænd og kvinder ikke blev straffet ens. Patriarkatet lod kvinderne slippe billigere..
Jeg husker at have snakket med min farmor om denne tid, hun var blot en stor pige på det tidspunkt, men hendes far var modstandsmand og blev også fanget og sendt i koncentrationslejr. Jeg havde selv mest hørt om „tyskerpigerne“ og kan huske hvordan jeg følte det var helt utilgiveligt hvad de gjorde.
Indtil jeg snakkede med min farmor. Som gav et andet perspektiv. At høre hende snakke om den tid, hvor hun kunne have været en af dem (lige knap måske), ændrede fuldstændig mit verdenssyn.
Jeg har sagt det før og siger det gerne igen. Man skal passe på, ikke at blive som dem man forsøger at bekæmpe…
Min farfar, der var meget inkarneret modstandsmand gennem det meste af krigen, skrev kort og præcist om det i sine erindringer.
„*Så skete det, som var et minus i modstandsbevægelsens karakterbog, ikke bare her, men over hele landet. Internering af tyskervenlige personer. Der skete mange fejltagelser, også her i byen blev mennesker hentet og kørt igennem byen i åben lastbil, på vej til afhøring. Så vidt jeg ved, var der ingen man havde noget rigtigt på, men nogen tog det alligevel så hårdt på, at de rejste fra byen*“.
Matador viser det egentlig ret fint, omend noget karikeret, hvor galt det gik i en konflikt mellem cykelhandleren og hans nabo – cykelhandlere pegede på naboen som stikker, fuldkommen grundløst, men den behandling man blev udsat for og det stigmatisering man fik efterfølgende, var enormt ødelæggende.
Der var desværre mange sidste dages hellige, der udnyttede chancen og kaosset til at få styr på deres personlige stridigheder.
Det er da fair nok at skulle stå til regnskab for landsforæderi og hvad man nu ellers har gjort. Det eneste problem er at det gik lidt for hurtigt uden at sikre at de man havde fat i faktisk var skyldige. Når det gælder tyskerpigerne var det nok viden kendt i hele byen hvem som lå med fjenden og garantert forede dem med information om modstandsfolk, så egentlig synes jeg de slap billigt. Er nok mange der døde på baggrund af information tyskerpigerne gav videre, så at få klippet håret er da billig sluppet; mænd blev istedet likvideret.
For nyligt kiggede jeg på billeder fra min mormors tid sammen med familien. Imellem en uendelig mængde rejsebilleder var der et af en person der lå på en vej, omringet af blod, og meget tydeligt død! Vi kunne ikke snakke så meget om det pga. at der var børn til stede, men det var en tysker eller tysksindet person der var blevet myrdet efter krigen. Vi aner ikke hvem eller hvordan eller hvorfor – der er bare lige det her ene billede.
Jeg synes det er meget voldsomt, også det at der lige blev taget et billede af det!
Min mormor var fostermor for en dreng, som var født af en tyskerpige. Han kaldte min mormor for sin mor, og hun kaldte ham sin søn, indtil de begge døde. Jeg kaldte ham onkel, og min mor kaldte ham sin bror – ligesom hans andre søskende gjorde.
Det var ikke noget, jeg kunne få nogen i familien til rigtigt at fortælle om, før de begge var gået bort, og min mor fortalte mig mere om det.
Det var en skam for ham og for min mormor, helt til det sidste, hvem der virkelig var hans forældre. Over 50 år efter befrielsen.
Som jeg fik historien fortalt, var hans biologiske mor blot en ung pige med lav intelligens, som arbejdede på mine bedsteforældres gård. Hun forelskede sig i en flot ung tysker og havde en kort affære med ham, der varede måske to eller tre uger. Den behandling, hun blev udsat for efter befrielsen, blot fordi hun var blevet forelsket, gjorde, at hun aldrig blev helt sig selv igen og ikke kunne tage sig af drengen, da han blev født senere i 1945. Hun forlod både drengen og gården og så ham stort set aldrig igen. Hun tog sit eget liv efter 10–15 år. En del af grunden var, at der altid var nogen, der vidste, at hun havde været en „feltmadras“.
Drengen selv led også under det faktum, at hans far var tysker. Det hørte han meget for fra vrede mennesker i sine første leveår og helt op i voksenalderen.
Var den unge pige virkelig en forræder, og fortjente hende og hendes søn det de blev udsat for?
Jeg kan varmt anbefale De Røde Fjers afsnit om modstanden mod besættelsen, for et mere kritisk syn på hvem „tyskerpigerne“ var og hvordan de overgreb der blev begået mod dem egentlig foregik.
https://www.podbean.com/ew/pb-7hxay-e77a54
Danmark leverede [20% af alle fødevare forsyninger](https://research.cbs.dk/en/publications/the-wages-of-collaboration-the-german-food-crisis-19391945-and-th) til Wehrmachten. De danske bønder hjalp den tyske krigsindsats uendeligt gange mere end de danske teenage piger der forelskede sig i tyske soldater. Men det er vel nemmere at udleve en blodrus overfor en spinkel lille pige end en landmand. Folkejagten på tyskertøserne vil altid være en skamplet, netop fordi at vi var en *samarbejdsnation*.
De allieredes behandling af den tyske civilbefolkning og krigsfanger både under bombningerne af de tyske byer, men også efter krigens afslutning var en kæmpe forbrydelse. Eisenhowers krigsfanglejre kostede tusindvis af tyske soldaters liv efter kamphandlingerne forlængst var ophørt.
5. Maj 1945 steg antallet af frihedskæmpere betragteligt på få minutter.
Man bør læse Øvig Knudsens bog ‘efter drabet, hvis man interesserer sig for emnet.
Min morfar var soldat i tiden efter krigen, og var med til at skyde nogle lidt udenfor Viborg. Han snakkede aldrig om den tid, og det var tydeligt noget han skammede sig over.
Dødsstraf er virkeligt uværdigt for et civiliseret samfund.