Christina äußerte ihre ehrliche Meinung über Familien und Alkohol. Und dann strömten die Kommentare herein: Kinder missbräuchlicher Eltern haben oft ein schlechtes Gewissen. Aber dieses Gefühl, glaubt Pastorin Christina Philipstatt, kann durch Vergebung aufgehoben werden.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/christina-sagde-sin-aerlige-mening-om-familier-og-alkohol-og-saa-begyndte-kritikken-vaelte-ind
Von RisOgKylling
10 Kommentare
Føler skyld for hvad? Hvordan kan det nogensinde blive et barns skyld at en eller begge forældre er alkoholmisbrugere?
Nej. Du har absolut intet „krav“ om at omgås din familie, især alkoholikerne.
Det er en skam det er endt sådan der hvor de er, men med mindre du er bygget af stærkere stof, så er du nødt til at fokusere på dig selv.
Selvom du vil hjælpe dem, så kan du ikke medmindre de vil have hjælp, og det vil de ikke normalt.
Det er ikke digselv der her fejlet overhovedet, for du ser de he problematikker. Digselv og andre som digselv er „the move“.
Desværre har de ældre fejlet, og så er de irrelevante i form af at have med afkom at gøre.
Jeg synes Thor Allentoft indkapsler det meget godt:
„Jeg tror, vi undervurderer, hvor mange „ekstra omgange“ børn af forældre med misbrug går – også som voksne, siger han.
Ifølge Thor Allentoft manglede udsendelsen at vise en større forståelse for, hvor kompleks situationen kan være for mange pårørende.
For et brud med en forælder handler ikke nødvendigvis om manglende kærlighed, understreger han.
– Der er ikke nogen børn, der fravælger kontakten til deres forældre med lethed, siger Thor Allentoft.“
Jeg har selv en alkoholisk far, og har selv overvejet at bryde kontrakten med ham, men det ville ikke fungere for mig.
Det er et mega kompliceret forhold at være i, og finde sig selv i. Hvor der ikke er en bestemt løsning på ens relation til den/de alkoholiske forældre. Og i min optik synes jeg hendes udmelding mangler mere indsigt.
Jeg vil også lige slå et slag for Tuba hvis du er 15-35 år. Et års gruppe terapi har gjort underværker for mig, og gør at er jeg glad i den dag i dag.
Hun udtaler simpelthen “Men jeg forstår ikke, at mennesker kan afskære familie på grund af alkohol”.
Det kan jeg. Jeg kan generelt forstå, at mennesker kan vælge at afskære familie. Også uden alkohol.
Hun er inhabil ift. at udtale sig om emnet i embeds medfør når hun privat går rundt og føler skyld og skam for ikke at modtage faderens sidste kontaktforsøg inden hans selvmord. Det burde hun have indset
Hvis man som barn i sådan en relation ikke har oplevet andet end svigt, ubehag og ubehagelige situationer, så forstår jeg til fulde at folk skærer kontakten helt.
Og det bør man have ret til.
Det har ikke noget med alhohol at gøre, men jeg har ikke talt med min far siden sidste år. Det gjorde ikke noget godt for mig, at jeg over mange år forsøgte at få vores forhold til at fungere, når han hele tiden nedprioriterede mig alligevel. Så nu har jeg givet op. Da jeg så programmet og hørte præstens arrogante ord, gjorde det sgu ondt.
Hun snakker som hun har forstand til. Jeg „fravalgte“ kontakt med min alkoholiske og allround forsømmende far det meste af mit voksenliv, og den eneste grund til vi ses i dag er fordi jeg synes det ville være underligt for min dreng at have en farfar som vi aldrig så.
Til folk med alkoholiske forældre – cut kontakten hvis forholdet er envejstrafik af negativitet, du skylder ikke nogen noget. Lad være med at lytte til privilegerede religiøse fantaster med deres tilgivelse og skam.
Mjah… En ting er at tilgive, hvis der er anger fra forældrenes side. Bare at tilgive, mens stodderen ikke synes han nogensinde har gjort noget forkert…. Tjah.. Man siger at bære nag er som at tage gift og håbe den anden person bliver syg af det… Men det ville jeg stadig have lidt svært ved. Jeg er ikke tilhænger af at være ultimativ, men tilgivelse er også en „2 way street“ synes jeg.
Da jeg satte en grænse for min alkoholiker-far og sagde, at han ikke måtte drikke sig fuld i mit hjem længere, så sagde han, at han ikke ville ses mere. Jeg vidste, at det ville ske, så derfor ventede jeg i over 10 år med at sætte den grænse, fra jeg fik tanken første gang.
Jeg mistænker, at Christina er en af dem, der synes, at jeg skulle have ladet være med at sætte den grænse, fordi jeg jo godt vidste, hvad der skulle ske, og så er det jo faktisk min skyld og mit ansvar…
Jeg tænker til gengæld, at Christina har brug for terapi. Det har alle, der er vokset op på den måde. Hun har også brug for at lære, at hun ikke skal udtale sig om, hvad andre med samme baggrund skal gøre. Alle har deres egen rejse gennem de traumer, vi deler, og min rejse behøver ikke at være magen til hendes.
Det er min diplomatiske måde at sige „STFU, Christina“.