Der Artikel befindet sich hinter einer Paywall, aber dieses Zitat scheint es auf den Punkt zu bringen:
>Im vergangenen Schuljahr wurden knapp 38.000 Schüler in eine Sonderklasse oder ein anderes Sonderangebot eingewiesen. Damit ist der Segregationsgrad in den letzten beiden Schuljahren auf 7,3 Prozent gestiegen. Der Anteil ist historisch hoch und entspricht der Tatsache, dass heute jeder 14. Schüler von der Grundschule verwiesen wird, weil die Lehrer in den Regelklassen nicht in der Lage sind, behinderten Kindern die nötige Unterstützung, Sicherheit und Lernfähigkeit zu geben.
Wenn man ein Dutzend Jahre zurückblickt, wurde nur einer von 20 Schülern in einem Sonderpädagogikprogramm außerhalb der allgemeinen Grundschulbildung untergebracht. Mit anderen Worten: Die Grundschule geht nicht in Richtung mehr Inklusion, sondern im Gegenteil. Der Ausschluss von Studierenden mit Schwierigkeiten war noch nie so umfassend wie jetzt.
„Man könnte es paradox nennen“, sagt Forschungsleiter Andreas Rasch-Christensen vom Berufskolleg VIA.
„Politisch spricht man von gescheiterter Inklusion und etwas, das aufgearbeitet werden muss. Es ist auch gut dokumentiert, dass Lehrer, Pädagogen und Manager in Grundschulen Inklusion als die vielleicht größte Herausforderung betrachten. Aber gleichzeitig integrieren wir weniger.“
Auch der leitende Forscher Thyge Tegtmejer von VIVE überspringt die öffentliche Debatte.
„Oft heißt es, dass die Inklusion zu weit gegangen sei und dass es ein Problem sei, dass die Grundschulen die Aufgabe hätten, mehr Kinder mit Herausforderungen zu integrieren. Aber wenn wir landesweit schauen, verweisen die Kommunen Jahr für Jahr einen immer größeren Anteil der Schüler von der allgemeinen Schule in Sonderschulen und Sonderklassen. Manchen kommt wahrscheinlich in den Hinterkopf, dass dies tatsächlich der Fall ist.“
…tl;dr:Immer mehr Kinder werden in der Sonderpädagogik unterrichtet, und dennoch bereitet die Einbeziehung der Kinder in reguläre Grundschulklassen immer noch Probleme. Was kann getan werden?
https://www.weekendavisen.dk/samfund/de-udstoedte-11
Von MadsenFraMadsenOgCo
10 Kommentare
Det er ret vildt.
Men man kan starte med at tage skærmen fra dem og begynde at opdrage aktivt. En forudsætning for indlæring er ro og at man har lært at kynne koncentrere sig. Det er noget som kan trænes, det er ikke en enten/eller evne, men forældrene skal gøre det hjemme fra.
Luge som det at sidde ned og vente på at det bliver ens tur.
Og så også acceptere at ikke alle børn er boglige
Tablets og mangel på grænser er IMO de største faktorere.
Løsningen er at man skal lade være med at få børn, hvis man har tænkt sig, at de skal sidde med snotten i en tablet før deres sprog samt kognitive og sociale udvikling er langt nok fremme til det.
Sjovt nok, ser jeg en tendens hvor de værste tabletforældre også er dem, der er mest kritiske over for personale og klar til at kaste mudder så snart der bliver stillet krav til deres unger.
Læste om en 12-årig pige med skolevægring. Hun startede dagen med 2 timers Tiktok. For at få ro i hovedet. Det er børnemishandling og forældrene burde blive tvunget til at tage et kursus i hvordan en hjerne fungerer. Men familien mente naturligvis at kommunen havde svigtet ved ikke at finde ud af noget til hende.
Ud fra egen praksis kan jeg kun sige, at der som minimum er 1 ud af 20 af de resterende børn i folkeskoleklasserne, der ville have enorm stor gavn af at komme i specialtilbud.
Alternativet er flere lærere og pædagoger i den almene folkeskole, og flere undervisningstimer med to faglærte.
Siger artiklen noget om hvilke type udfordringer der er i dag, i forhold til eksempelvis 25 år siden? Hvis ikke er det jo ikke meget værd.
Vi var vel omtrent 36 i min årgang. Én blev sat i specialklasse, et par skiftede til skoler som bedre kunne håndtere deres behov (før ADHD var en ting) og så var der en håndfuld som fik ekstra eller specialundervisning i enkelte fag. Det var småt med decideret forstyrrende elementer og udfordringer gik på indlæring.
Når jeg snakker med lærere i familien beskriver de omtrent det samme. Forskellen fra der og nu, er at elever er voldsomt forstyrrende og ikke møder læringsparate. Der er udfordringer med sprog og forældre er ofte ikke „med på holdet“. Mange af dem ser udfordringer som skolens problem eller er bare ligeglade.
Det er selvsagt også mulig at pædagogikken har ændret sig, men folkeskolen skal forme det materiale som leveres. Er det mere udfordrende, bliver produktet derefter.
Som pædagog i en specialklasse:
Der er ikke noget underligt i, at der er flere børn i specialklasser i dag end før i tiden.
Det almene klasserum har ændret sig drastisk. Fra at have en mere stram klasseledelse, og børn der havde lært, at man engang imellem bare er et nummer i rækken, er det almene klasserum nu mere larmende og kaotisk. Dette gør det helt naturligt sværere for specialbørn at indgå i en almenklasse.
Grunden til vi er endt der er en kombination af flere ting. Den anerkendende pædagogik er blevet ekstremistisk fortolket og institutionerne har fokus på læring frem for dannelse. For år tilbage kunne børn måske ikke talrækken og bogstaverne når de startede i skole, men de kunne tage fire kort op i Uno uden at få en nedsmeltning. Derudover er det blevet for nemt for forældrene at aflede børn med en skærm, så børnene ofte undgår situationer, der ganske vist er svære for dem (og forældrene), men som til gengæld rummer nødvendig og basal læring om at indgå i verden.
Uroen i de almene klasser er blevet så stor, at almene børn nu bliver tilbudt løsninger, der før i tiden kun var forbeholdt specialklassebørnene, så som høreværn i timerne, afskærmning etc. Jeg oplever personligt, at de mere sårbare og forsigtige børn fra almenklasserne elsker at komme på besøg i min specialklasse, fordi der faktisk er mere ro og struktur der.
Udtalelserne i artiklen er så fjerne fra virkeligheden, at jeg tænker, at forskningschefen og seniorforskeren her måske har brug for at komme ud i praksis i et års tid. At drage konklusioner ved at sammenligne tallene fra i dag med tallene fra år tilbage uden at tage hensyn til, at det ikke er længere er samme type børn og klasserum, er håbløst.
Man kan genindføre lærerens hjemmel til at være den der bestemmer i klassen.
Ikke som i den sorte skole, men på en ordentlig måde.
Forældre skal bakke denne hjemmel op, dog selvfølgelig ikke ukritisk.
Skolelederen skal bakke lærerne op, når deres rolle som leder bliver unødigt betvivlet.
Læreren skal have mulighed for at sende en forstyrrende elev udenfor døren, eller op til skolelederen.
Skolelederen skal have ret til at kontakte en elevs forældre, og bede dem hente eleven i grelle tilfælde. Også selvom forældrene er nødt til at gå fra deres job før tid.
Ovenstående vil være et bidrag til at skabe ro i klasserne, og min teori er at mange flere børn så vil kunne holde ud at gå i en normal klasse.
Når disse børn sendes i specialskole, er det netop ro og struktur vi personale sætter in med som noget af det første.
Lige nu er det jungleloven der hersker i klasserne, de stærke elever tryner de svage, og lærere og pædagoger tør ikke at gøre noget, af frygt for at blive stemplet som „ikke-inkluderende/anerkendende“.
Det.er hjerteskærende at være vidne til.
Skrevet af en tidligere pædagog på både normalskoler og en specialskole.
https://www.dst.dk/da/presse/Pressemeddelelser/2023/2023-09-12-foerstegangsfoedende
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2023-04-03-flere-danske-boern-bliver-foedt-af-kvinder-over-45-end-af-teenagere
Jeg er selv neurodivergent og mor til et neurodivergent barn, som er blevet henvist til specialklasse. Jeg synes personligt, at samfundet er blevet mindre og mindre tolerant over for dem, der falder uden for normen, i forhold til, da jeg selv var barn og ung. Det er et paradoks, fordi diversitet ellers er på dagsordenen som aldrig før.
Jeg tror det handler om, at vores samfund er blevet for højeffektivt. I daginstitutionerne fokuserer vi på, at børn skal blive skoleparate og effektive samfundsborgere, i stedet for at fokusere på, at børn skal lege og have trygge faste voksne. I skolen fokuseres der på læringsstile, nationale tests, inddragelse af skærm (produktion af effektive samfundsborgere) i stedet for lejrskoler, musik og læselyst.
Og til dem i tråden, der tror, at børn får behov for specialtilbud af at se for meget skærm og for eftergivende opdragelse : I er en del af problemet.
Ja altså som 25-årig var specialklasse slet ikke en mulighed for mig fordi jeg skulle “inkluderes”. Så det gik jo ikke skide godt..
Som jeg ser det her, er det et symptom på et systematisk problem, effekltiviseringen.
En af de nemmeste måder at effektivisere er ved at strømline. Et stort problem er dog at når man strømliner, så mister man også fleksibilitet. Jo mere man antager at alt kan kategoriseres, jo mindre mulighed har man for at reagere når der er en undtagelse.
Blandet med et større krav om kontrol og oversigt, så ender vi i en verden hvor lærer ikke længere er uddannet til at gøre hvad der ville være bedst, men derimod at bruge en bestemt metode til at håndtere situationen.
Fordelen med strømlining er selvfølgelig at man sikrer et bedre minimum, fordi man kan lave modeller der virker for størstedelen af befolkningen.
Det er bellkurvetænkning, ved at lave modeller og træning der fokuserer på de 90% i midten, så har man mest effektivitet for pengene. At man så midster de bedste og værste 5% er så den pris man betaler. Jo mere man effektiviserer, jo flere mister man så også i kanterne, der er jo ikke langt fra at miste 10% til 20% i den tænkning og jo mere man effektiviserer, jo hurtigere vokser procentdelen der bliver tabt.
Så er der andre ting som at forældre ikke vænner deres børn til at sidde og lytte og være nysgerrige på læring og at lærer ikke har samme autoritet som der har haft, men jeg tror det i sidste ende også er et symptom på denne effektivisering og bellkurve ideologi.