Prävention mit Anti-Radikalisierungsmaßnahmen klingt verantwortungsvoll, ist aber niemals neutral – Wir sprechen oft von Anti-Radikalisierung als notwendiger Abwehr gegen Extremismus. Doch in der Praxis hat sich Prävention zu einer Logik entwickelt, bei der junge Muslime allzu oft als potenzielles Problem wahrgenommen werden
https://www.information.dk/debat/2026/02/forebyggelse-antiradikaliseringstiltag-lyder-ansvarlig-aldrig-neutral
Von RisOgKylling
7 Kommentare
>Det ses, når bederum på uddannelsesinstitutioner lukkes, ikke fordi der er begået noget ulovligt, men fordi rummene i sig selv opfattes som risikable.
Der er ikke blevet lukket bederum i Danmark. Men nogle uddannelsesinstitutioner har lukket ‚fordybelsesrum‘, som var blevet helt overtaget af unge radikaliserede muslimer, som forvandlede dem til defacto bederum.
Religiøse mennesker er altid potentielle problemer. De fleste vælger en vej ind i eksisterende kredse, hvor de udøver negativ social kontrol på hinanden og missionerer udad. Resten bliver ekstremister. Fælles er at samfundet kunne undvære dem alle uden tab – farvel til religion tak.
Du er sgu lidt ensporet
Jeg er interesseret i hvorfor vi altid skal tale om antiradikaliseringstiltag overfor muslimer, og aldrig overfor den ekstreme neofacistiske højrefløj som (ifølge alle PETs analyser de sidste 10 år) er et langt større problem.
Jeg er også interessaret i hvorfor man aldrig vælger at inddrage muslimerne selv i disse antiradikaliseringstiltag. Det er da det mest logiske at tage fat i andre fra samme religion og indgå i en dialog om hvordan man undgår radikalisering. I stedet vælger vi en formynderisk løsning hvor muslimer ses som uansvarlige og tiltagene noget som skal gøres mod dem.
Diverse efterretningstjenester har faktisk mere fokus på forhærdning og forråelse på diverse platforme. Unge muslimer lander så ofte i den sociale klasse, men generelt skal man se på institutioner for unge, hvis man vil fange radikalisering, ikke til fængsler. Det er heller ikke religiøst motiveret, men typisk betalte aktører.
Spørgsmålet er som altid, er det bedre at gøre intet? End at forsøge? Lige her tror jeg det er bedre at forsøge at skabe en forskel hvis man er ret sikker på der er et problem.
Må indrømme jeg finder hele artiklen til at være noget personligholdnings-fnidderfnadder. Den forsøger at bruge at psykologi til at understøtte dens påstanden, men ingen af de sammenhænge den siger kan demonstreres kausalt. Kan ikke se hvordan artiklens påstand om at antiradikaliserings tiltag, der er rettet mod identitet frem for handling, skaber mistillid, stigmatisering og polarisering, øger risikoen for radikalisering.
Artiklen viser et sammenfald mellem antiradikalisering og mistillid, men beviser ikke årsagssammenhæng. Mistillid kan jo også skyldes andre samfundsforhold. Samtidig kan de unge, der oplever mistillid, i forvejen være mere ekstreme, og det kan jo ikke udlukkes at disse unge havde være ekstremister også uden forebyggelsestiltag.
Syntes forfatteren drager konklusioner langt ud over hvad der reelt set kan understøttes af psykologien. Virker mere som han har en agenda.