Die Verhinderung der geistigen Unzufriedenheit muss in das Gesetz über öffentliche Gesundheit eingetragen werden – Dänemark bleibt hinter der psychischen Gesundheit zurück. Norwegen hat die Gesetzgebung geschärft. Wir sollten dies auch tun, wenn wir Unzufriedenheit verhindern und die Lebensqualität sowohl jung als auch alter in der Zukunft verbessern wollen

Jeg har siden dag 1 jeg kiggede politik *hadet* den model med at sammenligne mellem lande og bruge det som løftestang for hvorfor vi skal gøre noget. Det virker bare så ulideligt typisk mennesker. Jeg foretrækker klart, *gør tingen fordi det stemmer med hvor vi vil hen*. Principper. Vision. Selvstændighed. Andre lande er ikke DKs destination, hvis du spørger mig. Jeg kan sagtens respektere hvis der var en fast politik om, at på XYZ ja der er planen at vi ikke udvikler os, fordi vi lægger kræfterne et andet sted. Men fuck det her „sakker/halter“ bagud sammenlignet med ligegyldigt land 1, 2, 3 og 4. Akademikere og journalister har i min optik ikke brug for referencer til andre lande, i deres argumenter. 

Inspiration er vigtigt – men seriøst, det bruger man sjældent alligevel jævnbyrdigt, fordi der kun er anseelse og respekt for visse lande; deraf udtrykket „XYZ går godt/skidt når man ser på lande vi normalt sammenligner os med“. Jeg ser aldrig at vi får „togdriften i DK halter bagud sammenlignet med Kina“, „folkesundheden daler sammenlignet med Chile“ eller „skoleskyderier stortset ikke eksisterende i DK sammenlignet med usa – bare til info Danmark, stay awesome 👍“. Selvom der uden tvivl er positive og inspirerende ting der kan læres af det hele. Kan ikke udstå tanken at man gør ting, for ikke at det skal være „pinligt“, fremfor fordi det var DET RIGTIGE FOR OS.