In der Grundschule sind weniger Schüler misshandelt

Åh, den evige sang om, at “eleverne er blevet gladere”, som om et par procentpoint i en spørgeskemaundersøgelse betyder, at folkeskolen pludselig er et paradis. Det er som at sige, at patienterne på hospitalet er gladere, fordi man har fjernet termometrene og bare måler feber ved at spørge: “Hvordan har du det på en skala fra glad til superglad?”

Folkeskolen er i dag en grotesk hybrid mellem et IKEA-børneværelse og en statsautoriseret børnelejr, hvor “faglighed” er en slags vandrehistorie, lærerne kun nævner, når de skal imponere forældrene til skole-hjem-samtalen. Alle er enige om, at det vigtigste er “fællesskab”, altså det pædagogiske ord for at alle skal kvæles i den samme brødløse, lugtfri grød af holdningsløshed.

Jeg husker selv, hvordan vi i min skoletid havde en lærer, der mente, at man kunne “lære empati” ved at sidde i rundkreds og kaste en plysbjørn til hinanden, mens man delte “noget godt, der var sket i weekenden”. Det var dér, jeg forstod, at skolen ikke var til for at undervise, men for at træne børn i at tale som middelmådige HR-konsulenter inden de fylder 14.

Og nu står Skolelederforeningen og klapper i hænderne, fordi man har konfiskeret mobilerne. Ikke fordi man har forbedret undervisningen, men fordi det er nemmere at lave gruppearbejde, når eleverne ikke kan flygte mentalt ud på TikTok midt i “Projekt Demokratisk Dannelse”. Nyheden om onlineskole til mistrivselselever er bare kronen på værket, en slags digital karantænestation, hvor man kan opbevare børn som problemfrie tal i statistikken, indtil man kan erklære dem “klar” til at vende tilbage til papfigurskolen.

Professor Qvortrup kan stå og sige, at vi “er på vej det rigtige sted hen”, ja, hvis målet er en skole, hvor børnene aldrig møder modstand, aldrig lærer at tænke selv, og ender som pæne, smilende borgere, der kan nikke til PowerPoint-slides om “positiv trivsel” uden at ane, hvad de ikke har lært.

Og ministeren? Han vil “fortsætte indsatsen mod mobning”, jo tak, og mod alt andet, der minder om virkelighed. Folkeskolen er blevet en affugter for sjælen. Den suger enhver rest af nysgerrighed ud, og efterlader eleverne som tørrede, velfriserede klumper af passiv tilpasning. Men hey, det står i avisen, at de er gladere, og hvis ikke det er fremskridt, så ved jeg ikke, hvad er.