Ihre Familie lebt seit fünf Generationen in der Stadt, aber sie riskiert, herausgedrückt zu werden

Hun bor alene i en andelslejlighed på 70 kvm med 2 små børn. Er det ikke ok? 

Tror Line Barfoed skal læse op på, hvad en ‘katastrofe’ egentlig er.

Gentrificeringen af de større danske byer er et enormt problem. Hvis det fortsætter på den måde som det gør nu, med gentrificeringer af de store byer, og udflytningen af de arbejdere, der udfører det arbejde, der gør byen værd at bo i for de bedre bemidlede, ofte under prekære eller på andre måder ringe vilkår, ender vi med at få den opdeling der globalt set har været skubbet ud til et spørgsmål mellem det såkaldte globale Nord og Syd, helt ind på samvittigheden. „*A planet of slums*“ kaldte Mike Davis det, da han beskrev udviklingen af slumme—ghettoer, banlieus, udsatte områder, kald det hvad du vil—i det ellers så velstående globale nord, i bogen af samme navn.

Der er måder vi kan være med til at modvirke det, herunder gennem aktiv klassekamp, men selv fortiders lidt mere ambitiøse og sociale socialdemokraters fokus på skabelsen af almene boliger og blandede byer, er med til at bryde udviklingen. Men den grundlæggende kamp er klart, at boliger bør ikke varegøres, og vi bør finde andre og bedre måder at udnytte vores plads på, fordele vores adresser på, og ikke forfalde til banale idéer om, at så må de fattige bare flytte til Mørke i stedet for Århus.

Vi skal huske, det at stadigt flere trækkes til byen, skaber så en modvirken under nuværende forhold—eller sagt på marxistisk: tendensen indeholder sin egen modtendens—hvor at stadigt større grupper af mennesker skubbes ud af byen. Oftest de, der er anderledes, de der er udsatte, de der er lavtlønnede, osv. ser byerne—der ellers engang var „deres“ rum—blive omformet på måder, områder varegjort, fælleder inddraget, osv. på måder, der ekskluderer dem.

Men de lavtlønnede, anderledes, udsatte kan ikke være udenfor det urbane heller, for her er kommunerne pressede økonomisk, der er ikke gode arbejdspladser (og dem der er, er der rift om,) fællesskaberne de har opsøgt er også smadret her, eller lukkede om sig selv, osv. Og det er med til at skabe randzoner omkring byerne, forstæder, hvor store dele af arbejderklassen samles, mens midtbyerne i højere grad, bliver for de rige blot. (Her skal det understreges, at arbejderklassen stadig findes i byerne, ofte i lommer af en form for mere eller mindre radikal klassekamp, eksempelvis i solidariske ordninger med bofællesskaber og kollektiver, der kan bære den økonomiske byrde, eller med mere organiserede forhold, som eksempelvis i andelsforeninger (selvom disse også kan kritiseres fra et klasseperspektiv.))

Den „udspytning“ af de lavtlønnede o.a til randzoner og endda ud i periferien (det, vi kalder Udkantsdanmark,) er så selv med til at forstærke de processer, hvor periferien presses kommunaløkonomisk, eksempelvis, og derfor skubber det stadigt familier ressourcestærke familier, der ønsker adgang til fællesskaber og byernes goder, ud igen. Og så videre og så videre, i et vekselvirkende forløb, som alle, udover kapitalen, i sidste ende taber på.

Egentlig er det meget simpelt. Vi bør omdanne en større del af boligmarkedet til almennyttige boliger, herunder at få staten til at finansiere opførslen af flere almene boliger, landet over. Det bekæmper både ventelister og lejestigninger som følge af profitjagt. Hvis vi tør være radikale nok, så er der løsninger. I Storbritannien formåede man i løbet af det sidste århundrede, at nærmest udradere privat leje som boligform, til fordel for almene og andre sociale former for lejemål, for ikke at nævne ejerskab over eget hjem. Og lejen lå nede omkring 10% af arbejderes indkomst. At leje sin bolig af kommunen, var helt og aldeles normalt og mainstream. Modsat det privilegium almene boliger er i dagens Danmark.

Briternes succes med almennytigge boliger var ikke en rose uden torne, og der er meget at lære. Mest positivt, men der var fortsat kampe mellem lejer og udlejer, selvom ens udlejer var kommunen. Det er ikke en sølvkugle rettet mod monstrets hjerte, men en kugle er det da.Det skal også tilføjes, at hvis der er flere tilgængelige og overkommeligt prissatte almene boliger, så er det også med til at holde boligpriserne generelt nede. Erfaringen fra Storbritannien er, at det brede marked var med til holde boligpriserne omkring kun 4 gange den gennemsnitlige indkomst. Det var, sammen med en aktiv lånepolitik og andre faktorer, med til at åbne op for det at eje sin egen bolig som en mulighed for også for de øvre echeloner af arbejderklassen, i det ellers (stadig) meget klassedelte Blighty.

Det er også værd at tage med, at man i Storbritannien, ligesom i store dele af Europa, så det at bygge almennyttigt som en chance for at indrette livet på nye måder. Den franske teoretiker Henri Lefebvres ord må have runget i planlæggeres øre, fra Lissabon til Leningrad: „Forandre livet! Forandre samfundet! Disse ord mister alt mening, medmindre man skaber de rette rum for det!“

I Storbritannien finder vi nogle af Europas allermest succesfulde modernistiske almene boligbyggerier. Og vi finder også noget af det allermest alsidige og diverse udsnit af arkitektoniske udtryk i almennyttige boliger, fordi man turde investere i, at tingene skulle fungere.

En anden verden er mulig, hvis man tør gå imod den kapital, der forsøger at trælbinde os, og udsuge vores livsblod.

Svært at regulere sig ud af.!

Smid børnene på efterskole og derefter kollegieværelse. Sådan er det nu, og sådan var det sikkert også da hun var barn, altså. Hvis hun absolut vil gå 5 generationer tilbage, burde hun påmindes om hvor tæt folk faktisk boede i den tid, og at „privatliv“ er et rimelig moderne fænomen

Det er sgu da bare at være lidt kreativ med planløsningen, og etablere et rum ekstra i nogle materialer der er lette at fjerne igen. Det er måske også mangel på tømrere i kbh?

1 world problem.
Lyder en anelse forkælet
Løsning flyt længere ud eller få dig en partner så i har råd til at bo på det efterhånden mondæne Vesterbro
Vesterbro har immvæk forandret sig på 5 generationer.

Lyder enorm kræsen og priviligeret