Det kommer næppe til at ske, for passer det virkelig, at “Næsten alle mennesker ønsker at arbejde og bidrage til fællesskabet” – hvis det er til et hvilket som helst job? Personlig ville jeg faktisk hellere have været ledig end at arbejde i mindst tre af de jobs, jeg har haft.
Jeg tror simpelthen ikke på, at jeg er ene om det. Når folk bliver spurgt ind til det, så vil de gerne arbejde, men de vil gerne arbejde i et afgrænset felt af jobs.
SuspiciousBoot1 on
Nej, vi burde nedlægge resten af systemet, nu vi er i gang.
Faulty21 on
Vi får aldrig et tillidsbaseret paradigme. Det er en idé, jeg er klar til at forkaste.
Det jobcentrene – og virkeligheden de underliggende strukturer – fejler i, er at evaluere jobcentrene i hvor mange borgere de kan sende i ligegyldige aktiviteter. Uanset om det er workshops, praktikker, arbejdsprøvning, samtaler, løntilskud og hvad de ellers har kunnet finde på. Det er pisseligegyldigt. De her måltal illustrerer, hvad jobcenterne foretager sig (og i højere grad, *at de foretager sig noget*)
Hvis jobcentrenes indsats i stedet blev målt på hvor mange mennesker de får i **betalt, fastansat arbejde** i stedet for at betvivle lediges vilje til at søge arbejde, så havde fundamentet for succes været tilstede.
Det eneste, der ændrer sig nu er, at A-kasserne kommer til at sidde med aben. Jeg forudser allerede nu, at A-kasserne vil blive udsat for et pres for at dokumentere, hvordan ledige kommer tættere på arbejde.
Det, som denne skribent i fællesskab med jobcentrene fuldstændigt glemmer, er at der også skal være et marked for de mennesker, der søger et arbejde. En beskæftigelsesindsats skal også **skabe arbejde** fremfor bare at lege matchmaker, så måske skulle jobkonsulenterne og deres controller-overlords overveje strategier for, hvordan de inspirerer, opfordrer og udfordrer virksomheder til at ansætte, udvide og skabe mere værdi.
Det **godt at vi har en lille andel mennesker, der er arbejdsløse**. Alternativet ville være mangel på arbejdskraft, hvilket betyder at vores potentiale ikke bliver mødt.
Tillidsbaseret paradigme? Held og lykke. Spil med på at effekt skal dokumenteres, men inkluder borgerens helbred og jobmarkedets omstændigheder for at få et arbejde.
Icecream-is-too-cold on
Kan vi ikke bare få borgerløn allesammen? Det kan garanteret svare sig ift. til at alle dem der ikke VIL arbejde alligevel ikke kommer til det. I stedet bruger de enorme lægelige ressourcer, kommunale og lønkroner m.m.
Og MÅSKE mange af dem, der nu slipper for at skulle gennem systemet pludselig får overskud til at „tjene lidt ekstra“
Så kunne man jo lave et system hvor man kunne booke sig ind på steder der mangler?
Psykisk sårbare der mangler en „ven“ at snakke med, og dagligdagsting der er blevet svære?
Hjælp en hjemmehjælper. Støt en sygeplejerske i deres arbejde. Støt en pædagog. Find selv på flere.
Det kunne være så vanvittigt spændende at se hvordan det samfundsmæssige regnskab ville se ud efterfølgende, efter bare et par år.
KIeflicker on
Jeg er på supplerende dagpenge for tiden.
Grunden til at jeg er på supplerende dagpenge, og ikke bare dovner den på fuld dagpenge, er at jeg gerne vil arbejde, jeg godt kan godt lide mit nuværende arbejde, også selvom det ligger cirka 80 kr under den timeløn jeg kan forvente med min uddannelse. Men lønnen er ikke vigtig for mig, så længe jeg trives og glæder mig til at komme på arbejde.
Jeg skal søge 2 job om ugen, og nu har jeg efterhånden søgt alle de stillinger der er inden for det område jeg helst vil arbejde, der er dog først samtaler til august og september. Jeg er allerede blevet indkaldt til en samtale til august med start i september.
Jeg sender stadig to ansøgninger af sted om ugen til arbejdspladser hvor jeg ikke ønsker at arbejde, og fortælle dem, at jeg kun vil være ansat der, hvis jeg får jobbet, til jeg finder det jeg ønsker mig. Det synes jeg virkelig ikke er fair over for en evt. arbejdsgiver. Først spammer jeg dem med en ansøgning, så skal jeg spilde deres tid ved en jobsamtale, og til sidst siger jeg op efter nogle ganske få måneder, fordi jeg har fundet det arbejde jeg virkelig ville have.. (Altså i tilfælde af, at jeg ikke skulle få det andet job, som jeg gerne vil have)
Forleden fik jeg svar på en ansøgning, til et job jeg ikke ønskede, og de fortalte at de havde fået mere end 50 ansøgninger, og at jeg desværre blev sorteret fra. Jeg har gået længe og tænkt på, hvor mange af de 50 ansøgninger egentlig ønskede det arbejde, og hvor mange af dem der bare havde sendt en ansøgning, fordi de var tvunget til det gennem dagpengesystemet.
Det er dog ikke typer eller situationen som min, der bliver skrevet om i artiklen. Den handler blandt andet om mennesker der er gået ned med stress, og nu bliver presset gennem et ulideligt dagpengesystem, hvor de bliver tvunget til at tage timer, som de ganske enkelt ikke kan holde til.
Min og deres situation er milevidt fra hinanden. Jeg synes det er helt fair, at man gerne vil presse typer som mig i arbejde, uanset hvilket. Men at presse et sygt menneske til noget de ganske enkelt ikke kan holde til, som kun vil gøre deres situation værre? Det synes jeg er umenneskeligt.
Men for alt for mange kan de ikke se forskellen, og mener at vi begge skal presses i arbejde, så hurtigt som muligt, koste hvad det vil.
SoftwareDue7183 on
Vores velfærdssystem bygger stadig på en fejlagtig idé: at alle mennesker kan hjælpes med den samme model.
I f.eks folkeskolen blev inklusionsreformen lanceret med gode intentioner, men uden at tage højde for, hvor forskellige børn er. Resultatet blev, at mange børn med særlige behov ikke fik den nødvendige støtte, og lærere blev overladt til en umulig opgave.
I beskæftigelsessystemet frygter jeg det samme mønster. Borgere i dyb krise, med psykiske lidelser eller traumer, bliver mødt med krav, møder og arbejdsprøvninger. Det hjælper sjældent og skader ofte. Når man presser et menneske, der kæmper for at holde sig oprejst, skubber man dem længere væk fra arbejdsmarkedet… ikke tættere på.
Nogle har brug for fred og tid til at komme sig. Det kalder jeg systemfredning: en pause fra krav og kontrol, hvor man i stedet får støtte til at genopbygge sit liv.
Spørgsmålet er om implementering følger med den gode intention, ude i kommunerne?
Bambivalently on
Staten kan bare ansatte dem. Gi dem en kost og fejebakke og start i de naturområder.
manfredmannclan on
Nej, vi bør bare få borgerløn. 10.000kr månedligt, alle 18-200 årige. Ingen folkepension, ingen skattefradrag, ingen SU, ingen kontanthjælp, ingen børnepenge, ikke mere økonomisk mikromanagement.
Specific_Frame8537 on
>Med systemfredning mener jeg, at den belastede borger fritages fra krav i forhold til samtaler og forpligtelser, **og at borgeren ikke sendes i jobprøvninger, men i stedet tilbydes en række muligheder.**
Der skal ikke kun ses på jobcenteret, der skal også ses på butikkerne som gør sig godt brug af den gratis arbejdskraft de får gennem ‚praktikpladser‘..
Salling fik et helt år ud af mig, der var ingen problemer mens jeg arbejdede der, jeg fik ros osv.. men da praktikpladsen endte og der blev spurgt om almen ansættelse så kom den sædvanlige „Njaahh, men.. øh.. nææh, der var jo lige ..“
Og det er mig der er en nasserøv..?
Leave A Reply
Du musst angemeldet sein, um einen Kommentar abzugeben.
9 Kommentare
Det kommer næppe til at ske, for passer det virkelig, at “Næsten alle mennesker ønsker at arbejde og bidrage til fællesskabet” – hvis det er til et hvilket som helst job? Personlig ville jeg faktisk hellere have været ledig end at arbejde i mindst tre af de jobs, jeg har haft.
Jeg tror simpelthen ikke på, at jeg er ene om det. Når folk bliver spurgt ind til det, så vil de gerne arbejde, men de vil gerne arbejde i et afgrænset felt af jobs.
Nej, vi burde nedlægge resten af systemet, nu vi er i gang.
Vi får aldrig et tillidsbaseret paradigme. Det er en idé, jeg er klar til at forkaste.
Det jobcentrene – og virkeligheden de underliggende strukturer – fejler i, er at evaluere jobcentrene i hvor mange borgere de kan sende i ligegyldige aktiviteter. Uanset om det er workshops, praktikker, arbejdsprøvning, samtaler, løntilskud og hvad de ellers har kunnet finde på. Det er pisseligegyldigt. De her måltal illustrerer, hvad jobcenterne foretager sig (og i højere grad, *at de foretager sig noget*)
Hvis jobcentrenes indsats i stedet blev målt på hvor mange mennesker de får i **betalt, fastansat arbejde** i stedet for at betvivle lediges vilje til at søge arbejde, så havde fundamentet for succes været tilstede.
Det eneste, der ændrer sig nu er, at A-kasserne kommer til at sidde med aben. Jeg forudser allerede nu, at A-kasserne vil blive udsat for et pres for at dokumentere, hvordan ledige kommer tættere på arbejde.
Det, som denne skribent i fællesskab med jobcentrene fuldstændigt glemmer, er at der også skal være et marked for de mennesker, der søger et arbejde. En beskæftigelsesindsats skal også **skabe arbejde** fremfor bare at lege matchmaker, så måske skulle jobkonsulenterne og deres controller-overlords overveje strategier for, hvordan de inspirerer, opfordrer og udfordrer virksomheder til at ansætte, udvide og skabe mere værdi.
Det **godt at vi har en lille andel mennesker, der er arbejdsløse**. Alternativet ville være mangel på arbejdskraft, hvilket betyder at vores potentiale ikke bliver mødt.
Tillidsbaseret paradigme? Held og lykke. Spil med på at effekt skal dokumenteres, men inkluder borgerens helbred og jobmarkedets omstændigheder for at få et arbejde.
Kan vi ikke bare få borgerløn allesammen? Det kan garanteret svare sig ift. til at alle dem der ikke VIL arbejde alligevel ikke kommer til det. I stedet bruger de enorme lægelige ressourcer, kommunale og lønkroner m.m.
Og MÅSKE mange af dem, der nu slipper for at skulle gennem systemet pludselig får overskud til at „tjene lidt ekstra“
Så kunne man jo lave et system hvor man kunne booke sig ind på steder der mangler?
Psykisk sårbare der mangler en „ven“ at snakke med, og dagligdagsting der er blevet svære?
Hjælp en hjemmehjælper. Støt en sygeplejerske i deres arbejde. Støt en pædagog. Find selv på flere.
Det kunne være så vanvittigt spændende at se hvordan det samfundsmæssige regnskab ville se ud efterfølgende, efter bare et par år.
Jeg er på supplerende dagpenge for tiden.
Grunden til at jeg er på supplerende dagpenge, og ikke bare dovner den på fuld dagpenge, er at jeg gerne vil arbejde, jeg godt kan godt lide mit nuværende arbejde, også selvom det ligger cirka 80 kr under den timeløn jeg kan forvente med min uddannelse. Men lønnen er ikke vigtig for mig, så længe jeg trives og glæder mig til at komme på arbejde.
Jeg skal søge 2 job om ugen, og nu har jeg efterhånden søgt alle de stillinger der er inden for det område jeg helst vil arbejde, der er dog først samtaler til august og september. Jeg er allerede blevet indkaldt til en samtale til august med start i september.
Jeg sender stadig to ansøgninger af sted om ugen til arbejdspladser hvor jeg ikke ønsker at arbejde, og fortælle dem, at jeg kun vil være ansat der, hvis jeg får jobbet, til jeg finder det jeg ønsker mig. Det synes jeg virkelig ikke er fair over for en evt. arbejdsgiver. Først spammer jeg dem med en ansøgning, så skal jeg spilde deres tid ved en jobsamtale, og til sidst siger jeg op efter nogle ganske få måneder, fordi jeg har fundet det arbejde jeg virkelig ville have.. (Altså i tilfælde af, at jeg ikke skulle få det andet job, som jeg gerne vil have)
Forleden fik jeg svar på en ansøgning, til et job jeg ikke ønskede, og de fortalte at de havde fået mere end 50 ansøgninger, og at jeg desværre blev sorteret fra. Jeg har gået længe og tænkt på, hvor mange af de 50 ansøgninger egentlig ønskede det arbejde, og hvor mange af dem der bare havde sendt en ansøgning, fordi de var tvunget til det gennem dagpengesystemet.
Det er dog ikke typer eller situationen som min, der bliver skrevet om i artiklen. Den handler blandt andet om mennesker der er gået ned med stress, og nu bliver presset gennem et ulideligt dagpengesystem, hvor de bliver tvunget til at tage timer, som de ganske enkelt ikke kan holde til.
Min og deres situation er milevidt fra hinanden. Jeg synes det er helt fair, at man gerne vil presse typer som mig i arbejde, uanset hvilket. Men at presse et sygt menneske til noget de ganske enkelt ikke kan holde til, som kun vil gøre deres situation værre? Det synes jeg er umenneskeligt.
Men for alt for mange kan de ikke se forskellen, og mener at vi begge skal presses i arbejde, så hurtigt som muligt, koste hvad det vil.
Vores velfærdssystem bygger stadig på en fejlagtig idé: at alle mennesker kan hjælpes med den samme model.
I f.eks folkeskolen blev inklusionsreformen lanceret med gode intentioner, men uden at tage højde for, hvor forskellige børn er. Resultatet blev, at mange børn med særlige behov ikke fik den nødvendige støtte, og lærere blev overladt til en umulig opgave.
I beskæftigelsessystemet frygter jeg det samme mønster. Borgere i dyb krise, med psykiske lidelser eller traumer, bliver mødt med krav, møder og arbejdsprøvninger. Det hjælper sjældent og skader ofte. Når man presser et menneske, der kæmper for at holde sig oprejst, skubber man dem længere væk fra arbejdsmarkedet… ikke tættere på.
Nogle har brug for fred og tid til at komme sig. Det kalder jeg systemfredning: en pause fra krav og kontrol, hvor man i stedet får støtte til at genopbygge sit liv.
Spørgsmålet er om implementering følger med den gode intention, ude i kommunerne?
Staten kan bare ansatte dem. Gi dem en kost og fejebakke og start i de naturområder.
Nej, vi bør bare få borgerløn. 10.000kr månedligt, alle 18-200 årige. Ingen folkepension, ingen skattefradrag, ingen SU, ingen kontanthjælp, ingen børnepenge, ikke mere økonomisk mikromanagement.
>Med systemfredning mener jeg, at den belastede borger fritages fra krav i forhold til samtaler og forpligtelser, **og at borgeren ikke sendes i jobprøvninger, men i stedet tilbydes en række muligheder.**
Der skal ikke kun ses på jobcenteret, der skal også ses på butikkerne som gør sig godt brug af den gratis arbejdskraft de får gennem ‚praktikpladser‘..
Salling fik et helt år ud af mig, der var ingen problemer mens jeg arbejdede der, jeg fik ros osv.. men da praktikpladsen endte og der blev spurgt om almen ansættelse så kom den sædvanlige „Njaahh, men.. øh.. nææh, der var jo lige ..“
Og det er mig der er en nasserøv..?