Wir glauben an Demokratie – aber nicht an die Politiker [Ny rapport om tilliden til demokratiet og politikerne]

>FEM GENNEMGÅENDE HOVEDTRÆK I ANALYSEN

>1. En oplevelse af at være sat uden for indflydelse.

>Mange af de interviewede oplever, at politisk indflydelse i praksis er forbeholdt en lille, veluddannet elite. Der er tale om en strukturel oplevelse af, at ‘det politiske system’ ikke er skabt til dem, men for dem – og uden dem. De føler sig ikke set, ikke forstået og ikke hørt. For mange føles stemmesedlen som en hul gestus i et spil, hvor reglerne er skrevet af andre.

>2. En udbredt mistillid til politikerne – og til hele den politiske klasse.

>Politikerne opleves som utroværdige, magtfuldkomne og karrierefikserede. Men mistilliden stopper ikke dér. For mange er der opstået et skel mellem “dem” og “os” – ikke bare til enkelte politikere, men til en hel klasse af magthavere, som beskyldes for at beskytte egne interesser, udveksle privilegier og vende det blinde øje til virkeligheden udenfor Christiansborg. Det er en systemmistillid, der rammer bredt og hårdt.

>3. En følelse af ikke at være repræsenteret.

>Det handler ikke kun om uddannelse, geografi eller etnicitet – selvom det også spiller ind. Det handler om, at folk ikke kan spejle sig i dem, der træffer beslutningerne. Når det politiske Danmark opleves som en akademikerklub, bliver det svært at tro på, at ens egne erfaringer og perspektiver tages alvorligt. Mange siger det sådan her: ”De behøver ikke ligne mig – men de skal forstå mig.”

>4. En oplevelse af, at medierne svigter.

>Tilliden til de publicistiske medier er lav. De opfattes som politisk farvede, elitære og sensationssøgende. Mange oplever, at deres virkelighed enten ignoreres eller forvrænges, når medierne endelig dækker deres problemer. Det skaber ikke bare vrede – det skaber resignation. For hvis både politik og medier vender én ryggen, hvem lytter så? På sociale medier for nogle af borgernes frustration frit løb – nogle gange bliver sproget brutalt, hadefuldt og grænseoverskridende. Men bag de voldsomme ytringer ligger noget andet og dybere: følelsen af, at ingen lytter, medmindre man råber. Den demokratiske samtale er under pres – både fra algoritmer, der belønner konflikter, og fra borgere, der har mistet troen på at blive hørt med et almindeligt sprog.

>Hvad gør vi med denne viden?

>Vi kan vælge at affeje mistilliden, afmagten og vreden. Tale om krænkelseskultur, populisme eller manglende ansvarlighed. Men vi kan også vælge at se den som det, den i virkeligheden er: En demokratisk temperaturmåling. En advarsel. Og et råb om noget andet. Det er nemlig ikke ligegyldighed, der lyser ud af stemmerne i analysen. Det er nærmere håb, der er blevet svigtet. Demokratiet har aldrig været en garanti – det er et løfte. Men et løfte kræver handling for at være troværdigt. Det kræver, at vi tør lytte til dem, der ikke længere tror på det. Og det kræver, at vi tør forandre de strukturer, der fastholder udenforskab og reproducerer afmagt.

>Analysen leverer ikke et quickfix, men den dokumenterer et voksende demokratisk hul – og den tvinger os til at spørge: Hvem skal demokratiet være for i fremtiden?

Fra det øjeblik politikerner er valgt ind, virker det som om de kun fokuserer på at vinde næste valg og ikke at gennemføre nye love eller regler til gavn for danskerne. Mindretallet i regeringen sidder på hænderne og surmuler i stedet for at forsøge at få gennemført politik de fleste kan være enige om.

Alle politiske partier burde kører rotationsprincippet, lige som enhedslisten..
Og så skulle vi så have yderligere kontrol af at de ikke bare blive dukkefører i kulissen, når de var ude.
Der udvikles jo heller ikke politik og lignende på deres medlemskongresser længere? Det er bare grupies til folketingspolitikerne

Ift OP’s fremvisning af fem hovedtræk er mine store problemer spredt ud over hele partilinjen – det er som om at samtlige politikere har samme interesse i at skide på anstændigheden – bare på hver sin måde.

Senest Ane Halsboe-Sørensens svigt ift adoptivbørn der ville blive ramt af den nye kontanthjælpsreform. Hvis ikke nogen havde råbt op og anvendt 10 megafoner på række så var Anes kontantshjælpsreform dryppet hele vejen igennem uden problemer. Det værste er at hun var ganske velvidende om at hun ville rive tæppet væk under adoptivbørn og på ganske racistisk vis ville kategorisere adopterede som ikke-danskere. En omgang jeg forstiller mig Danmark ville tabe hvis den røg for Menneskerettighedsdomstolen – ikke mindst med udgangspunkt i de internationale rammer der er udstukket for at man overhovedet som land kvalificerer til at modtage adoptivbørn.

Denne genistreg fra Ane kunne enhver anden minister fra ethvert andet parti også have lavet. Der findes ikke et parti i Danmark med en moralsk selvindsigt der stikker højere end dørtærsklen på et nedsunket gulv. Og det er mit allerstørste problem: samtlige politikere vi har repræsenterer alle partier der er skide ligeglade med at de har mistet deres moralske kompas. Totalt og aldeles ligeglade. Der er bunkevis af sager og jeg tør ikke tænke på dem vi aldrig ser men som embedsværket formår at mørklægge med mørkelygten.

Andet eksempel er miljøet. Jeg ville ikke ane hvor jeg skulle starte i min kritik men fåk hvor har Magnus givet danske forskere og miljøet som helhed en kæmpe fuck-finger da han sidste år ignorerede først en dansk rapport om havmiljøets tilstand for efterfølgende at henvise til en second-opinion-rapport der var på trapperne fra udenlandske forskere. Den viste sig så at stemple den danske rapport som helt fantastisk valid. Hvad gjorde Magnus? intet! anbefalingerne blev mumificeret i beton og dumpet i det dybeste arkivskab. Ingen har siden hørt fra hverken rapport-1 eller rapport-2. Alt imens skal man bruge 40 timer på at finde en halvdød fladfisk i Vejle Fjord.

Jeg stemmer blankt næste gang. Jeg gider ikke de danske partier og de moralforladte politikere der repræsenterer disse partier.

Jeg synes, punkt 1 er interessant, men det er jo sådan set også en ganske naturlig konsekvens af, at man konstant får at vide, at al demokratisk forandring kun kan ske via stemmeboksen – eller at dét at stemme om tingene måske endda er selve *demokratiet* som fænomen.

Og når vi så langsomt opdager de indbyggede begrænsninger, der er i et borgeligt-parlamentarisk system, så forstår jeg godt, man føler sig sat uden for indflydelse.

En start kunne være, at vi demokratiserer demokratibegrebet og fravrister definitionsretten fra folkevalgte og andre reaktionære typer, der aldrig vil lade demokratiet være mere end en en knippel, man kan slå folk i hovedet med, når de formaster sig til at prøve at komme et spadestik dybere. Et demokrati visner, hvis man reducerer det til stemmeseddelsnusseri.