Wir leben in der Demokratie der Nostalgie. Und das Richtige gewinnt

>Der er sket en grundlæggende forskydning fra, at venstrefløjen udpegede områder, hvor samfundet kunne demokratiseres, til at højrefløjen stærkest identificerer svaghederne ved det moderne demokrati.

>DF’s verdenssyn bygger på det nationale fællesskabs forrang for den del af demokratiet, som handler om individets rettigheder funderet i internationale konventioner. Tænkt til ende ønsker de et opgør med såkaldte liberaldemokrater og europæiske institutioner, der angiveligt driver politik uden folkeligt mandat. Kampen handler hverken om demokratiske udvidelser af stemmeretten eller demokratisering af samfundsøkonomien, men om en tilbageerobring af folkelig suverænitet på afgørende områder.

>At netop disse spørgsmål mere end øget politisk deltagelse præger den politiske debat, er en illustration af den offentlige samtale i nostalgiens demokrati.

Jeg kan godt følge argumentet og se det begrundet i en nutid af skramlende, tilfældige trusler, der gør fremtiden umage uforudsigelig.

Men jeg forstår ikke, hvorfor venstrefløjen skal gøres til garant for et neoliberalistisk *hellscape*, der konstant fordrer, at demokratisering deklasseres til større valgfrihed på individplan.
Det er da om noget venstrefløjens mål at støtte en tilbageerobring af folkelig suverænitet på de områder, der påvirker vores fælles liv.

At venstrefløjen i et vist omfang har overladt den kamp til DF og resten af sort blok og selv skutter sig som neoliberalismens lille lænkede skødehund er måske det virkelige problem.

 „Således tales der fra [højrefløjen] mere og mere om et opgør med nogle af de grundlæggende tanker om liberalt demokrati og menneskerettigheder, som har kendetegnet Danmark siden afslutningen af Anden Verdenskrig.“

synes det er så hul i hovedet at tale om at fjerne menneskerettighederne som om det ikke går ud over os alle sammen, ik kun dem vi ik ka lide