Adnan hat genau das getan, was die Politiker von Ausländern erwarten. Er bedauert das heute – Adnan Al-Adhami erzählt in seinen eigenen Worten, wie er zum „schlechtesten Araber der Welt“ wurde.

>Jeg tror desværre, at jeg har gjort det, som mange politikere forventer, at folk skal gøre, når de kommer til Danmark. Det er det her med at prøve at lægge afstand til, hvor man kommer fra, og så bare fuldstændig lade sig sovse rundt i den danske kultur. Det vil jeg bare sige, at det bliver man simpelthen fattigere af som menneske. Man kan sagtens være en rigtig god medborger og så samtidig vide noget om sit ophav og omfavne det. Det er der masser af eksempler på. Man behøver ikke at skille sig af med noget for at tilvælge noget andet. Det er ikke et enten-eller, det kan sagtens være et både-og.

>Man kan sagtens være verdens bedste araber og verdens bedste dansker samtidig. Min bror er måske et godt eksempel på det. Han er vanvittigt god til at navigere rundt. Han er *shabab* med sine *shababs* og ved, hvordan man taler til mine forældre og mine bedsteforældre og hele baglandet, og de synes, han er en vanvittig dejlig araber. Og samtidig er han jo en pissehamrende sød og dejlig kollega over for sine kollegaer og en vanvittig rar ven over for sine danske venner. Har han taget det ene med over til det andet? Ja, det har han. Der er masser af ting, han ikke gider at acceptere i den arabiske kultur, som han siger fra over for. Og der er masser af ting, som han ikke gider i den danske kultur, som han siger fra over for. Men han er jo bare et sammensat menneske.

Jeg tror der er mange danskere med indvandrerbaggrund, der oplever det samme som Adnan beskriver. På den ene side har ens forældre og familie en forventning til en, og på den anden side så har samfundet nogle forventninger til en, og hvad gør man når de to ting ikke kan forenes? Eller i hvert fald, at man hele tiden bliver bombarderet med, at de to ting ikke kan forenes, det må man forstå. Det tror jeg vi alle ville få en identetitetskrise af. Heldigvis lyder det dog til, at Adnan har nogle søde og accepterende forældre, måske også mere accepterende end Adnan lige havde regnet med.

>Det er den “tredje erkendelse”, som Frederik Vad har været ude med — som jeg egentlig godt kan lide, fordi Frederik og jeg har studeret sammen og skrevet opgaver sammen, da vi gik på RUC, altså en supersympatisk fyr. Jeg synes bare, at Frederik Vad har lidt for høje forventninger til os andre. Han vil både have, at jeg skal arbejde og undergrave det danske samfund indefra — altså jeg ved ikke, hvor meget tid han tror, vi har. Så meget tid har vi ikke. Og vi kan jo ikke få at vide, at vi er dovne på den ene side, og så samtidig dobbeltjobber vi med at køre femte kolonne-virksomhed *og* samtidig passe et fuldtidsarbejde. Prøv at høre her — det er der ikke nogen, der har tid til.

Hvem har tid til at undergrave samfundet, og samtidig stjæle jobs og damer fra danskerne? Frederik har store forventninger til indvandrerne, det må man give ham.