> Der er ikke så meget som en eneste humanist at finde på Akademikerbladets seneste opgørelse over Danmarks 50 mest citerede eksperter. Filosofferne har mistet terræn til statskundskaberne, psykologerne er forsvundet bag økonomerne, og antropologerne er der snart ingen, der har hørt fra I en længere periode. For slet ikke at tale om litteraterne. Akademikerbladet viser på den måde, hvad vi længe har anet: Vi lever i en kultur, der helst ikke vil forstå sig selv kulturelt. Det kunne jo gå hen og blive ubekvemt.
Det er sigende for vores samfund, at vi ikke lytter til dem, der ofte beskæftiger sig kritisk med samfundet. Særligt har tunge borgerlige discipliner sat sig på ekspertrollen (borgerlige i betydningen, at deres idéhistoriske og teoretiske ophav er historisk borgerligt,) mens forsvarsakademiet har for alvor cementeret dets plads på listen over de mest citerede eksperter.
Man kan mene om humaniora hvad man vil. Men det er ikke uinteressant at overveje, hvor anderledes ekspertviden man ville få, i spørgsmål om eksempelvis velfærdspolitik, hvis man spurgte en antropolog eller sociolog, i stedet for at spørge en økonom eller statskundskaber. Hvis man opsøgte den ekspertviden om historiske forhold og relationer som historikere arbejder med, over statskundskaber. Eller hvis den ekspertviden som kulturforskere (kunsthistorikere, æstetiske fagligheder, filosoffer og idéhistorikere,) har, blev bragt ind i de politiske analyser i højere grad.
Der er en faglig grøft mellem hvordan at særligt økonomer og statskundskaber arbejder med deres fagligheder og deres egen viden, og så den måde humaniora-fagene gør. Der er til tider store epistemologiske og endda ontologiske forskelle. Der er et hav af viden, der i den offentlige debat, ikke engang kan snige sig ind i top-50 over de mest citerede eksperter.
Nu er det ikke for at være ham den træls ”kulturmarxist,” men det er jo netop forhold som disse, der får nogle til at påpege, at det borgerlige samfunds viden reproduceres gennem dets udbredelse som ”sund fornuft.” Man kan gå tilbage til Marx og Gramsci, men nyere teoretikere kan også nævnes. Tilhængere af ’kritikken af alt bestående’, og generelt af Kritisk (versal K) tænkning, kan med rette påpege noget så simpelt som hvor langt der er mellem at økonomer og økonomi-kritikere får lov til at komme til orde.
Ville vores offentlige samtale måske ikke blive en smule mere nuanceret, hvis vi gav mere plads til humaniora? Eller er den kritiske forskning ikke interessant for måden vi danner holdninger på, og i så fald, hvorfor ikke? Handler det om, at vi er ”en kultur, der helst ikke vil forstå sig selv kulturelt?”
CrateDane on
Typisk DM ikke engang at nævne naturvidenskab som kategori.
KeepScrolling_ on
3 ud af 50 er kvinder på henholdsvis 40. og 49. og 50. pladsen.
Det synes jeg er lidt vildt. Havde godt forventet, at det ville være en overvægt af mænd, men 47 ud af 50 er godt nok voldsomt.
Several-berries on
*mest citerede i nyhedsmedier. Ikke i videnskabelige tidsskrifter. Bare lige for at sætte det på plads
Megelsen on
Michael Svarer er vel så tæt på nominativ determinism som det bliver i denne kontekst
will_dormer on
Man skulle tro journalister kunne finde på at ringe til en kvindelig forsker bare en gang i mellem
Leave A Reply
Du musst angemeldet sein, um einen Kommentar abzugeben.
6 Kommentare
> ####Den forsvundne magister
> Der er ikke så meget som en eneste humanist at finde på Akademikerbladets seneste opgørelse over Danmarks 50 mest citerede eksperter. Filosofferne har mistet terræn til statskundskaberne, psykologerne er forsvundet bag økonomerne, og antropologerne er der snart ingen, der har hørt fra I en længere periode. For slet ikke at tale om litteraterne. Akademikerbladet viser på den måde, hvad vi længe har anet: Vi lever i en kultur, der helst ikke vil forstå sig selv kulturelt. Det kunne jo gå hen og blive ubekvemt.
– Mathias Dressler-Bredsdorff, ”BogFOLK,” *Dagbladet Information*, 23-01-2026
Det er sigende for vores samfund, at vi ikke lytter til dem, der ofte beskæftiger sig kritisk med samfundet. Særligt har tunge borgerlige discipliner sat sig på ekspertrollen (borgerlige i betydningen, at deres idéhistoriske og teoretiske ophav er historisk borgerligt,) mens forsvarsakademiet har for alvor cementeret dets plads på listen over de mest citerede eksperter.
Man kan mene om humaniora hvad man vil. Men det er ikke uinteressant at overveje, hvor anderledes ekspertviden man ville få, i spørgsmål om eksempelvis velfærdspolitik, hvis man spurgte en antropolog eller sociolog, i stedet for at spørge en økonom eller statskundskaber. Hvis man opsøgte den ekspertviden om historiske forhold og relationer som historikere arbejder med, over statskundskaber. Eller hvis den ekspertviden som kulturforskere (kunsthistorikere, æstetiske fagligheder, filosoffer og idéhistorikere,) har, blev bragt ind i de politiske analyser i højere grad.
Der er en faglig grøft mellem hvordan at særligt økonomer og statskundskaber arbejder med deres fagligheder og deres egen viden, og så den måde humaniora-fagene gør. Der er til tider store epistemologiske og endda ontologiske forskelle. Der er et hav af viden, der i den offentlige debat, ikke engang kan snige sig ind i top-50 over de mest citerede eksperter.
Nu er det ikke for at være ham den træls ”kulturmarxist,” men det er jo netop forhold som disse, der får nogle til at påpege, at det borgerlige samfunds viden reproduceres gennem dets udbredelse som ”sund fornuft.” Man kan gå tilbage til Marx og Gramsci, men nyere teoretikere kan også nævnes. Tilhængere af ’kritikken af alt bestående’, og generelt af Kritisk (versal K) tænkning, kan med rette påpege noget så simpelt som hvor langt der er mellem at økonomer og økonomi-kritikere får lov til at komme til orde.
Ville vores offentlige samtale måske ikke blive en smule mere nuanceret, hvis vi gav mere plads til humaniora? Eller er den kritiske forskning ikke interessant for måden vi danner holdninger på, og i så fald, hvorfor ikke? Handler det om, at vi er ”en kultur, der helst ikke vil forstå sig selv kulturelt?”
Typisk DM ikke engang at nævne naturvidenskab som kategori.
3 ud af 50 er kvinder på henholdsvis 40. og 49. og 50. pladsen.
Det synes jeg er lidt vildt. Havde godt forventet, at det ville være en overvægt af mænd, men 47 ud af 50 er godt nok voldsomt.
*mest citerede i nyhedsmedier. Ikke i videnskabelige tidsskrifter. Bare lige for at sætte det på plads
Michael Svarer er vel så tæt på nominativ determinism som det bliver i denne kontekst
Man skulle tro journalister kunne finde på at ringe til en kvindelig forsker bare en gang i mellem